Karriere – er det enten eller?
Hvordan lykkes man med at få de professionelle og personlige ambitioner til at gå op i en højere enhed? Hvad skal der til – og kan det overhovedet lade sig gøre?
Det er ét af de emner, vi tager op på det kommende netværksmøde. Her vil et panel af erhvervskvinder nemlig dele ud af egne erfaringer, herunder i forhold til at jonglere karriere og familieliv.
Panelets deltagere består af:
- Anja David Greve er grundlægger af ADG Fysioterapi og har været en aktiv del af fysioterapibranchen siden 2005. Som fysioterapeut har hun ikke kun etableret sin egen succesfulde virksomhed, men også arbejdet med elitehåndbold i GOG og Odense Håndbold. Derudover har hun været fast fysioterapeut for herrelandsholdet i håndbold siden 2017. Hun er mor til to børn på 13 og 16 år og engagerer sig selv i løb, cykling og funktionel træning. Med en imponerende baggrund som selvstændig, kan Anja bidrage med spændende og inspirerende fortællinger.
- Line Hedam, er partner hos PwC i Odense og medlem af PwC's bestyrelse. Line har opbygget en imponerende karriere inden for revisionsbranchen og med over 25 års erfaring har hun været vidne til og spillet en aktiv rolle i de mange ændringer og udviklinger, der har fundet sted inden for branchen. Line er desuden meget engageret i ledelse og diversitet i erhvervslivet. Line er mor til 3 børn i alderen 14-25 og har et bonusbarn.
- Anja Lind Clement, ejer af Café Fleuri, bringer over 20 års erfaring som selvstændig erhvervsdrivende til panelet, og 5 vidt forskellige virksomhedstyper i rygsækken. Anja overtog Café Fleuri da den var gået konkurs under corona, og har gennem årene udviklet den til en populær café kendt for sin hyggelige atmosfære og kvalitetsprodukter, og med særlig fokus på store farverige tapasanretninger. Hun er et inspirerende eksempel på, hvordan passion og vedholdenhed kan føre til succes i erhvervslivet. Anja er mor til 5 børn i alderen 4-20 år og har derudover 2 bonusbørn.
- Aftenens moderator er journalist, tv- og radiovært Maria Thuesen. Maria har 20 års erfaring indenfor tv og radio. I dag er hun selvstændig kommunikationsrådgiver, der hjælper virksomheder og organisationer med at fortælle deres gode historier og være synlige på den rigtige måde, de rigtige steder.
Vi glæder os til Marias skarpe spørgsmål, der vil sikre en inspirerende og spændende debat. Der er selvfølgelig også mulighed for at stille spørgsmål fra salen.
Aftenen slutter med tapas fra Café Fleuri – hvor der vil være god tid til både netværk og sparring.
Vi forventer at afholde 3-4 møder årligt med forskellige relevante emner.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Hvem henvender arrangementet sig til?
Netværket henvender sig til dig, der er selvstændig og/eller sidder i en ledende stilling. Du er mellem 20-45 år.
I tilfælde af overtegning forbeholder vi os retten til at tildele pladser efter målgruppen.