28/10/20
Den 31. december 2020 slutter overgangsperioden for BREXIT, og UK vil derefter ikke længere være en del af EU. Det betyder, at EU’s regler om moms ikke vil gælde for handel med kunder i UK, og virksomheder skal derfor forberede sig på nye regler på momsområdet.
Regeringen i UK har i august 2020 meddelt, at der ved overgangsperiodens udløb vil gælde nye regler for salg til UK. Reglerne vil have betydning for virksomheder, som ikke allerede er registreret for moms i UK.
Pr. 1. januar 2021 gælder nye regler for salg direkte til privatpersoner i UK. Efter de nye regler skal udenlandske sælgere betale salgsmoms i UK af alle salg til en værdi under GBP 135. Det betyder, at udenlandske virksomheder skal momsregistreres i UK, hvis bare ét enkelt salg har en værdi under GBP 135.
For at sikre at de nye regler overholdes, skal alle leverancer, der er omfattet af reglerne, vedlægges en faktura med moms – enten digitalt eller i papirform.
Ved leverancer med en værdi over GBP 135 skal der betales importmoms af forsendelsen. Sælger kan påtage sig at betale, eller køber kan betale gennem postvæsenet eller en kurer. Hvis sælger skal betale, skal sælger importør- og momsregistreres i UK. Dette kan undgås ved at lade køber betale importmomsen.
Grænsen på GBP 135 gælder for den samlede leverance og ikke for hver enkelt vare. Det betyder, at en leverance med tre varer hver til en værdi af GBP 50 overstiger grænsen.
Ovenstående medfører, at udenlandske sælgere bliver forpligtet til at lade sig momsregistrere i UK, når de sælger varer med en værdi under GBP 135. Hvis salget sker på en online markedsplads, så vil det være den ansvarlige for denne markedsplads, som også bliver ansvarlig for momsafregningen.
Med indførelsen af de nye regler ophæves de tidligere regler om momsfri import til UK af varer af en mindre værdi end GBP 15.
De samme regler gælder også for salg direkte til virksomheder. Det betyder, at virksomheder, som sælger varer til en værdi under GBP 135 til virksomheder i UK, også i udgangspunktet skal momsregistreres og betale moms for disse salg i UK.
Ved salg til virksomheder er det dog muligt at gøre brug af reglerne om eksport/import, hvorefter det bliver køber, som beregner og afregner momsen. Sælger bør tillige anføre følgende på fakturaen: ”Reverse charge: Customer to account for VAT”.
For at pligten til momsafregning overføres til køber, er det et krav, at køber oplyser sit gyldige momsnummer til sælger. Sker dette ikke, skal sælger håndtere salget som et B2C-salg.
I tillæg til de nye momsregler ser vi en stigende tendens til, at virksomheder i UK kræver levering som DDP (Delivered Duty Paid). Det betyder, at det er den udenlandske sælger, som skal betale importmoms i UK, og sælgeren skal derfor registreres for moms i UK, selvom leverancen har en højere værdi end GBP 135.
Tendensen ses særligt ved salg af elektronik, alkohol, tøj og fødevarer, men ses også i andre sektorer.
Har I spørgsmål eller brug for assistance? Så er I velkomne til at kontakte os.