06/01/21
Folketinget har vedtaget en række ændringer af udlændingeloven med virkning fra den 1. januar 2021.
Lovændringerne betyder bl.a., at der fremover stilles krav om udbetaling af løn til en dansk bankkonto på stort set alle ordningerne. Det er ligeledes vedtaget, at medfølgende ægtefæller nu i visse situationer skal søge om arbejdstilladelse. Lovændringerne betyder også, at myndighederne får mulighed for at afgive et formodningsafslag og mulighed for selvstændige kontrolaktioner.
Vi har nedenfor beskrevet relevante ændringer i de vedtagne lovforslag.
Det har siden den 1. juli 2017 været en betingelse, at løn op til og med beløbsgrænsen skal udbetales til en dansk bankkonto for tilladelser på Beløbsordningen samt Beløbssporet på Fast track-ordningen.
Fra den 1. januar 2021 er kravet om udbetaling af løn til en dansk bankkonto med få undtagelser udvidet til at omfatte alle ordninger.
Krav om oprettelse af en dansk bankkonto omfatter alle førstegangsansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse indgivet fra og med den 1. januar 2021 på følgende ordninger:
Kravet om udbetaling af løn til en dansk bankkonto gælder dog ikke udenlandske arbejdstagere, hvis varigheden af et sammenhængende ophold er under 180 dage inden for 12 måneder fra indrejse i Danmark. Ordninger, der omfattes af denne fritagelse, er:
For at få godkendt en opholds- og arbejdstilladelse skal løn- og ansættelsesvilkår være sædvanlige efter danske standarder. Dette gælder også fra og med den 1. januar 2021.
Fra den 1. januar 2021 er det derudover et krav for samtlige af de omfattede ordninger, at kun løn, der skønnes at være likvide midler, indgår ved vurderingen af lønniveauet. Likvide midler skal forstås som kontant løn (grundløn), udbetalte feriepenge og arbejdsgiverens/medarbejderens bidrag til arbejdsmarkedspension. Det er kun likvide midler som de nævnte, der indgår i vurderingen af, om en ansættelse sker på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Andre lønelementer såsom fri kost og logi og goder såsom telefon, fri bil m.m. indgår ikke i vurderingen. Kontante beløb som fx bonus og overtidsbetaling indgår ligeledes ikke i vurderingen af, om sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår er opfyldt.
Det er hensigten med lovændringen, at hele lønudbetalingen fremover skal udbetales til en dansk bankkonto – modsat i dag, hvor det er tilladt at udbetale lønnen til en udenlandsk bankkonto. Kun ved ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på Beløbsordningen og Beløbssporet på Fast track-ordningen har der været krav om udbetaling af minimumsbeløbet på en dansk bankkonto.
Med disse ændringer er der ikke længere særskilte regler for Beløbsordningen eller Beløbssporet på Fast track-ordningen.
For alle de omfattede ordninger gælder, at lønelementer, der ikke indgår ved vurderingen af, om løn- og ansættelsesvilkår er opfyldt – som fx bonus og overtidsbetaling – kan udbetales til en udenlandsk bankkonto.
Siden den 1. juli 2017 har det været et krav på Beløbsordningen og Beløbssporet på Fast track-ordningen, at løn op til og med beløbsgrænsen skal udbetales til en dansk bankkonto. Udbetalingen af lønnen til en dansk bankkonto skal ske ved den første lønudbetaling. Styrelsen for International Rekruttering og Integration har dog i praksis accepteret, at lønudbetalingen til en dansk bankkonto kan forsinkes af administrative årsager i forbindelse med oprettelsen af en dansk bankkonto.
Fra den 1. januar 2021 skal den udenlandske arbejdstager oprette en dansk bankkonto inden for 90 dage. De 90 dage løber fra det tidspunkt, den udenlandske arbejdstager er indrejst i Danmark, efter der er meddelt opholds- og arbejdstilladelse, eller fra det tidspunkt opholds- og arbejdstilladelsen er meddelt, mens den udenlandske arbejdstager lovligt opholder sig i Danmark (visumophold eller tilsvarende).
Forslaget om en 90 dages frist til oprettelse af en dansk bankkonto betyder, at udlændinge, der meddeles opholds- og arbejdstilladelse med henblik på beskæftigelse for en periode på 90 dage eller kortere (herunder udlændinge med ophold efter Fast track-ordningens korttidsspor) i praksis ikke behøver at oprette en dansk bankkonto.
Efter gældende ret har en medfølgende ægtefælle til en udenlandsk arbejdstager med lovlig opholds-og arbejdstilladelse ret til at arbejde uden særskilt tilladelse og uden begrænsninger for arbejdets form og vilkår.
Fra og med den 1. januar 2021 gælder, at såfremt en medfølgende ægtefælle får tilbudt ansættelse hos samme virksomhed, som ægtefællen med lovlig opholds-og arbejdstilladelse arbejder i, eller for en virksomhed med tæt sammenhæng til denne, skal den medfølgende ægtefælle fra den 1. januar 2021 søge om særskilt arbejdstilladelse. Reglerne for øvrige ansættelser er uændrede.
Det nye krav gælder for alle førstegangs- og forlængelsesansøgninger på følgende ordninger, som indgives fra og med den 1. januar 2021:
Bemærk, at det er en betingelse, at medfølgende ægtefælles ansættelse skal være på mindst 30 timer om ugen, og at løn- og ansættelsesvilkårene er sædvanlige efter danske forhold. Ansøgningen vil være gebyrfritaget, og ansøger skal ikke have optaget biometri i forbindelse med ansøgningen.
Med indførelsen af de nye regler pr. 1. januar 2021 er der indført en række tiltag inden for kontrolområdet, herunder er der givet hjemmel til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration selvstændigt kan gennemføre udgående kontrolaktioner. Styrelsen for International Rekruttering og Integration har med de nye lovændringer fået mulighed for at afgive et formodningsafslag. Dette kan ske, hvis de har en vis formodning om, at det faktiske ansættelsesforhold ikke stemmer overens med vilkårene i ansøgningen. Afslag kan også gives, hvis der er en formodning om, at det afgørende formål med ansættelsen er at skaffe udlændingen et ophold, som udlændingen ellers ikke ville kunne opnå.
Vi forventer, at bankkontokravet og fjernelsen af muligheden for at splitte løn til henholdsvis en dansk og en udenlandsk konto vil skabe udfordringer for virksomheder og deres udenlandske medarbejdere. I forbindelse med ansættelse af medfølgende ægtefæller, anbefaler vi, at der er skærpet fokus på, om der skal søges om særskilt arbejdstilladelse. Vi ser ligeledes en større risiko for at løbe ind i problemer med Styrelsen for International Rekruttering og Integration i relation til de nye tiltag på kontrolområdet og muligheden for at afgive formodningsafslag, og vi anbefaler derfor, at din virksomhed søger professionel rådgivning, når der ansættes udenlandske medarbejdere.
I PwC arbejder vores immigrationsteam tæt sammen med vores kolleger i People & Organisation, Global Mobility Tax Services og Legal for at yde praktisk rådgivning med et forretningsfokus. Vores globale immigrationsservice dækker 175 lande med over 1.800 immigrationsspecialister. Vi tilbyder en bred vifte af immigrationsydelser. Kontakt os for mere information her.
Oplysningerne i dette nyhedsbrev eller PwC’s hjemmeside har kun et oplysningsformål og bør ikke opfattes som juridisk rådgivning.