Den 1. oktober 2020 overtog Jesper Nielsen posten som administrerende direktør for BEC, en af Danmarks største datacentraler, der leverer it-løsninger til den finansielle sektor. Kort efter Jesper tiltrådte, lancerede han en rebranding af selskabet med henblik på at flytte opfattelsen fra “Bankernes EDB Central” til et moderne fintech-selskab. BEC tilføjede allerede samme måned ordene ’Financial Technologies’ til sit logo, og i april 2021 skiftede selskabet officielt navn til BEC Financial Technologies.
Derudover lancerede BEC i marts 2021 omfattende forandringer, der markant forenkler virksomhedens organisation og processer:
”Mere kode, mindre PowerPoint, plejer jeg at sige. Vi skal bruge flere folk, der producerer mere, og færre der planlægger, koordinerer og prioriterer. Det skal være meget enklere at hjælpe vores kunder,” fortæller Jesper Nielsen.
BEC reducerer ni divisioner til fem, sammenlægger sine danske og polske organisationer samt en række ledelses- og styringsroller overalt i virksomheden. Samtidig forenkles de fora, hvor BEC og BEC’s kunder planlægger udviklingsopgaver, og risikofunktioner inden for især cybersikkerhed styrkes.
De store forandringer i en af Danmarks største fintech-virksomheder er Jesper Nielsens og BEC’s oprustning til en virkelighed præget af stadig accelererende digitalisering, omfattende compliancekrav, nye små og store aktører inden for fintech og stærkt pres fra pengeinstitutterne for stadig mere omkostningseffektiv finansteknologi.
Datacentralerne har historisk haft en vigtig rolle med at understøtte og levere teknologi til den danske banksektor. Det vil sige, at såfremt datacentralerne ikke er i drift, vil stort set hele den danske banksektor heller ikke være det. I takt med digitalisering af sektoren har datacentralerne fået en bredere rolle i fællesskaberne og er gået fra at drive kerne it-forretning til at tilbyde en bred palet af løsninger. Ifølge Jesper Nielsen vil denne udvikling fortsætte:
“Pengeinstitutterne vil fortsætte med at digitalisere mere og mere. Derfor vil bredden af de løsninger, som datacentralerne skal levere for, at man kan drive et konkurrencedygtigt pengeinstitut, kun blive større,” forklarer han.
Innovative fintech-services bliver i stigende grad et konkurrenceparameter, og der kommer datacentralerne til at spille en vigtig rolle. Endvidere fortsætter Jesper Nielsen:
“Vi skal facilitere samarbejde på tværs af sektoren og integrere ydelser fra tredjeparter, både fra globale teknologileverandører og mindre fintech-spillere. Dén udvikling kommer kun til at accelerere i takt med et stadigt stigende omkostningsfokus i både pengeinstitutter og datacentralerne.”
Ifølge Jesper Nielsen har man på en række områder, herunder hvidvask, kompenseret for den stigende regulering med manuelle arbejdsgange ude i pengeinstitutterne, og disse skal nu digitaliseres. Ligeledes forklarer han, at der fortsat er mulighed for at effektivisere på de mere traditionelle områder som fx kreditprocesser - både ift. ansøgnings- og beslutningsprocesserne.
“Det er klart, at når pengeinstitutternes forretningsmodel bliver udfordret, så medfører det et stort fokus på at optimere og effektivisere de underliggende processer. Her kommer datacentralerne til at spille en væsentlig rolle,” forklarer Jesper Nielsen.
Datacentralerne er i gang med at omstille sig til at kunne understøtte den fremtidige banksektor, herunder en enklere it-infrastruktur. Dette er ifølge Jesper Nielsen ikke en nem proces:
“Det svarer til, at du skifter motoren, mens du flyver. Hvordan gør vi det? Hvordan får vi stabil sikker drift samtidig med, at vi i virkeligheden udskifter nogle fundamentale dele af motoren?”
Digitaliseringen fortsætter for fuld styrke, og BEC arbejder hver dag med den digitale transformation. Et af de centrale fokusområder er at dekoble systemer og data for herved at skabe en mere fleksibel systemarkitektur og åbne for hurtigere integration af nye systemer.
“Vi har fået en række nye, store platforme på plads og er begyndt at drive løsninger på dem, blandt andet vores Salesforce-løsning, som hedder Customer Engagement Management (CEM), en business intelligence platform samt nye cloudbaserede løsninger til blandt andet bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering,” fortæller Jesper Nielsen.
Den digitale omstilling er kompleks, hvilket også betyder, at der fortsat er et stykke vej til, at løsningerne kan erstatte fundamentale ydelser i BEC’s legacysystemer.
“Vi har den rigtige strategi og er på rette vej. Vi vil rigtig gerne køre hurtigere ned ad den vej, men nogle af områderne er større og sværere, end man lige umiddelbart skulle tro. Det ser taknemmeligt ud på en slide, men det er rigtig hårdt arbejde at få til at virke i dagligdagen,” fortæller Jesper Nielsen.
Digitalisering medfører store muligheder for pengeinstitutter og den finansielle sektor, men den øger også konkurrencen - eksempelvis med en gigant som Apple Pay på markedet for betalingsservices. Også PSD2-direktivet og open banking har ændret konkurrencebilledet og sat skub i innovationen i sektoren. Jesper Nielsen ser dog positivt på den øgede konkurrence:
“Jeg tror, sektoren er kommet derhen, hvor man ser det lidt som en styrke. Det vil medføre, at man står strategisk skarpere og har mere fokus på løsninger til kunderne i stedet for hvem, der udvikler det hvornår. Det bliver langt mere efterspørgselsdrevet, og det, tror jeg, er meget sundt.”
Udviklingen har også øget de teknologiske krav til datacentralerne: “Vi skal have forandret vores basale systemer, så vi nemmere kan samarbejde med andre.” I BEC har man især fokus på, at samarbejde ikke behøver at være konstant over tid, og BEC opbygger derfor en platform, der gør det nemmere at udskifte samarbejdspartnere.
“Det at have en række fintech-partnere at vælge imellem, og dermed have et andet leverandørkorps til finansielle løsninger, kan skabe en anden dynamik og mere kundefokus, end vi er i stand til, hvis vi skulle løse det hele in-house,” fortæller Jesper Nielsen.
Stigende digitalisering, øget automatisering og open banking medfører, at kundernes behov og relationer til pengeinstitutterne ændrer sig. Ifølge Jesper Nielsen er de pengeinstitutter, der har haft succes med at tiltrække kunder de senere år, dem, der har fokuseret på at have en relation til deres kunder, fysisk såvel som digitalt.
“Det betyder, vi hele tiden kommer til at udvikle vores processer og den måde, vi arbejder på ud imod vores kunder - relation og digitalisering er ikke modsætninger,” uddyber han. “Den klassiske opfattelse er, at unge vil have alting digitalt. Men det holder kun, indtil de skal købe deres første hus - så vil de gerne tale med en rådgiver.”
Han fortsætter: “For pengeinstitutterne bliver nøglen blandt andet at lade kunderne bestemme, hvilken relation de ønsker. Det skal vi være skarpe til at understøtte digitalt og intuitivt.”
BEC arbejder derfor med at udvikle forretningsprocesserne for hele kunderejsen, herunder at udvikle løsninger, som er nogenlunde ens for rådgivere og kunder. “Vi skal være gode til at bygge processer, hvor kunderne kan springe ud og få personlig hjælp, selv om de er midt i et digitalt flow,” fortæller Jesper Nielsen.
Omkostningsfokus, myndighedsregulering og behov for investeringer til den digitale transformation har øget interessen for sektorsamarbejde som en vej til at reducere de samlede omkostninger. BEC har flere gange udtrykt, at man ønsker bredere samarbejde og gerne spiller en ledende rolle. Jesper Nielsen fortæller:
“Vi vil gerne være dem, der sidder forrest i bussen, og vi vil gerne være med til at drive nogle af de gode fælles løsninger. Det gælder både på tværs af datacentralerne og de store pengeinstitutter. Der mener vi, at vi som sektor kan være med til at sætte nye standarder.”
Der har over årene været flere tilløb til større samarbejde mellem datacentralerne, men det har aldrig for alvor udmøntet sig:
“Jeg synes ikke, at vi har været gode nok i sektoren til at finde det fælles fodslag, der skal til for at minimere omkostningerne - det kunne jeg godt tænke mig, vi bliver bedre til. Vi har i BEC blandt andet flere gange nævnt hvidvask som et oplagt sted at starte,” siger Jesper Nielsen.
Som årsager til at sektorsamarbejdet ikke i højere grad har realiseret sig, nævner Jesper blandt andet de store forandringer, sektoren undergår i disse år:
“Jeg tror, vi alle sammen sidder og kigger på, hvornår timingen er rigtig til at samarbejde. Man vil gerne have nogenlunde styr på jorden under fødderne, inden man snakker samarbejde,” fortæller han.
Herudover kræver samarbejde, at parterne er klar til at acceptere en sunk cost på visse områder, og muligvis at implementeringen af nogle områder udsættes.
“Der er forskellige holdninger til, hvad det kræver, og hvornår det er opportunt for de forskellige aktører at lave den investering, der er nødvendig,” fortæller han.
Når samarbejde ikke er nemt at etablere i stor skala i første omgang, kan man i stedet kigge ind i en strategi, hvor man tager de første små skridt sammen, mener Jesper Nielsen. Fx nævner han, at flere standardiseringer i markedet, såsom KYC minimumsstandarderne, kan gøre det nemmere at etablere samarbejde, da det giver en klar retning for, hvad der skal implementeres - derfor er det regulatoriske område et godt sted at starte.
Digitalisering og automatisering har medført ændrede arbejdsgange i pengeinstitutterne og behov for andre og nye medarbejderkompetencer. De ændrede behov sætter krav til uddannelsesindsatsen, så vi i Danmark sikrer, at der bliver uddannet tilstrækkeligt med de rette kompetencer.
Ifølge Jesper Nielsen har vi i Danmark de rette kompetencer, men der er ikke nok at vælge imellem. “Vi har en kæmpe opgave med at få tiltrukket og uddannet flere, hvis vi fortsat vil have de arbejdsopgaver i Danmark.” BEC er blandt andet vokset meget i Polen i de senere år, hvor der er adgang til en større pulje af arbejdskraft.
“Person for person er vi konkurrencedygtige i Danmark. Det er mere et spørgsmål om mængde og pris, og pt. er der klare fordele på en række områder ved at lægge nogle arbejdsopgaver i udlandet,” fortæller Jesper Nielsen.
Ifølge Jesper Nielsen har Danmark sat gang i mange initiativer for at tiltrække flere til it-uddannelserne. Han nævner fx teknologipagter, der blandt andet skal spore flere unge ind på STEM-uddannelserne.
“Jeg tror bare, at man bliver nødt til at skrue op for de indsatser, man allerede har i gang,” og uddyber: “Vi skal blive ved med at have fokus på at få unge mennesker til at interessere sig for it og teknologi og uddanne så mange, som det er muligt at håndtere. Det gælder hele vejen fra gymnasiet til valg af uddannelse og muligheder for forskerstillinger.”
Selvom andelen af kvinder på de teknologiske uddannelser herhjemme er stigende, er størstedelen stadig mænd. Fx udgjorde kvinder i 2019 ifølge Danmarks Statistik kun knap en fjerdedel af de studerende inden for fagene informations- og kommunikationsteknologi (IKT).
“I BEC ligger vi rimeligt med 37 % kvinder i hele virksomheden. Men det dækker over en skævvridning, hvor vi især har for få kvindelige ledere og for få kvinder blandt de tunge it-profiler. Vi går glip af en enorm talentmasse, så vi kommer til at sætte meget hårdere ind på at tiltrække flere kvinder til BEC. Vi mener også, at man fra politisk side bør gøre mere for at få flere kvinder ind i faget. Det skal være lettere og mere spændende for kvinder at komme ind på it-uddannelserne og dermed it-branchen,” siger Jesper Nielsen.