10/11/21
Vi ser lige nu, at virksomheder og medarbejdere planlægger juleferien 2021. I forlængelse af de erfaringer med at arbejde hjemmefra, som er skabt under COVID-19, ønsker stadig flere virksomheder og medarbejdere at se på mulighederne for, at medarbejderen kan rejse til udlandet i juleferien samt tage eksempelvis to ugers arbejde på feriedestinationen i forlængelse af ferien (såkaldt ‘workcation’).
Arbejde i udlandet kan give anledning til en række complianceudfordringer i forhold til arbejds- og opholdstilladelse, skat, social sikring og posted workers directive mv.
I forhold til social sikring er det forholdsvis nemt for arbejdsgiveren at sikre compliance, når ferien/arbejdet finder sted inden for EU/EØS.
Arbejdet i udlandet skal være omfattet af en såkaldt blanket A1, som sikrer, at medarbejderen er omfattet af dansk social sikring. Dermed er den danske arbejdsgiver undtaget fra at skulle betale socialforsikringsbidrag i udlandet, ligesom medarbejderen kan være sikker på, at arbejdet i udlandet ikke påvirker retten til danske ydelser negativt under og efter arbejdet i udlandet.
Arbejdsgiver og medarbejder skal dog være præcise på, hvilken periode i udlandet arbejdet vedrører, så A1-blanketten afspejler dette. Eksempelvis skal det afklares, om medarbejderen kun arbejder i forlængelse af juleferien, eller om medarbejderen også udfører arbejde i dagene mellem jul og nytår i udlandet.
Har din virksomhed brug for hjælp til at få styr på A1-blanketterne, har PwC udviklet Social Security Travel Assistant, som gør det nemt og hurtigt. Du kan læse mere om løsningen her.