EU-Kommissionen har udstedt de regulatoriske tekniske standarder der supplerer offentliggørelsesforordningen

07/04/22

EU-Kommissionen har den 6. april 2022 vedtaget de regulatoriske tekniske standarder (RTS), der supplerer Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR - eller offentliggørelsesforordningen). Reglerne skal nu igennem de øvrige EU-institutioner, men der forventes kun mindre justeringer.

SFDR trådte i kraft den 10. marts 2021. Forordningen er en del af EU’s store handlingsplan for bæredygtig finansiering. Offentliggørelsesforordningen stiller krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle investeringsrådgivere om at oplyse investorer om, hvorvidt og hvordan deres investeringsbeslutninger påvirker den miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige dagsorden. Forordningen har til formål at øge gennemsigtighed, harmonisere EU-regler om bæredygtighedsrelaterede oplysninger og standardisere bæredygtighedsklassificering og dermed forhindre “greenwashing”, samt at muliggøre et sammenligningsgrundlag for bæredygtige investeringsbeslutninger.

Nogle af kravene i offentliggørelsesforordningen (level 1-tekst) bliver suppleret af regulatoriske tekniske standarder (RTS - level 2-tekst), der blandt andet indeholder forskellige templates til udfyldelse af de påkrævede oplysninger. RTS’en specificerer detaljerne i indholdet og præsentationen af oplysningerne i forhold til “do no significant harm”-princippet, og specificerer kravene til indholdet, metoder og præsentation af informationen i relation til prækontraktuelle oplysninger og periodiske rapporter for “lysegrønne” og “mørkegrønne” (SFDR art. 8 og 9)- produkter. 

RTS’en finder anvendelse fra 1. januar 2023. Vær opmærksom på, at dette ikke ændrer ved ikrafttrædelsesdatoerne i level 1-reguleringen.

Læs mere i RTS’en og de tilhørende bilag.

Kontakt os

Følg PwC