10/02/23
Mange virksomheder undlader at lade sig momsregistrere, fordi de kun leverer momsfri ydelser. Dette gælder fx forsikringsselskaber, forsikringsmæglere, almene boligforeninger eller tandlæger, som ofte betragter deres virksomhed som undtaget fra momsregistreringspligten. Dette skyldes, at deres primære aktivitet er levering af ydelser uden moms.
Sådanne virksomheder er dog forpligtet til at lade sig momsregistrere, hvis de opkræver betaling fra medarbejderne for kantineydelser. Det gælder, uanset om maden er produceret af virksomheden selv, er indkøbt fra tredjemand eller kantinedriften er outsourcet til en ekstern kantineoperatør.
Manglende registrering kan koste dyrt i renter, ligesom Skattestyrelsen efter en konkret vurdering kan finde, at man ved manglende registrering har udvist grov uagtsomhed.
Kantineydelser er en fuld momspligtig aktivitet. Det betyder, at der er momsfradrag for alle indkøb til kantinen, men at der samtidig skal betales moms af indtægterne. Hvis medarbejderbetalingen ikke dækker udgifterne, skal salgsmomsen betales på baggrund af et særligt beregnet kantinemomsgrundlag. For nogle virksomheder vil det betyde, at købs- og salgsmoms er identisk, men for de fleste vil der være differencer grundet principperne for opgørelse af kantinemomsgrundlaget.
Virksomheder er ikke undtaget fra kantinemomskravet, selvom de ikke tager fradrag eller resultatet er lavt. Virksomhederne har stadig pligt til at beregne og betale kantinemomsen.
De fleste virksomheder opkræver sine medarbejdere mellem 15-25 kr. dagligt eller 300-500 kr. månedligt for deres frokostordning. Denne omsætning er momspligtig og kan medføre, at en virksomhed typisk med over 20 ansatte vil blive momsregistreringspligtig. Dette gælder, når virksomheden yder et tilskud til frokostordningen, og medarbejdernes egenbetaling overstiger 50.000 kr. årligt. Kantinedriften anses således for at udgøre momspligtig virksomhed uanset, at virksomhedens primære aktivitet er momsfritaget som fx forsikringsvirksomhed.
Uagtet, at man driver momsfri virksomhed, vil man også skulle registreres for moms, hvis man køber ydelser fra udlandet, hvor pligten til at betale momsen er lagt over på køberen. Dette kunne være licenser, rådgivning eller blot almindeligt kontorinventar fra udenlandske leverandører. Momsregistreringspligten indtræder for varer, så snart virksomheden køber for mere end 80.000 kr. inden for en 12-måneders periode. For køb af ydelser, er der ingen grænse – her gælder forpligtelsen til at lade sig registrere fra første køb.
Skattestyrelsen har pr. 1. juli 2022 implementeret renter på moms, hvis denne ikke er angivet på grund af manglende registrering. Det betyder, at det kan koste virksomheder dyrt, hvis de ikke har været opmærksomme på, at de havde en momsregistreringspligt enten fordi de yder tilskud til medarbejdernes frokostordning omfattet af kantinemomsreglerne, eller de køber varer og ydelser fra udlandet.
Har din virksomhed ikke været opmærksom på disse forhold eller har I spørgsmål hertil, så må I endelig række ud til os.