Skattestyrelsen åbner op for forskudsopgørelsen den 14. november 2023, og hvis du vil undgå en restskat, er det en god ide at løbe den igennem. Det gælder særligt, hvis din løn ændrer sig væsentligt, eller du fx kommer på dagpenge.
Den automatiske forskudsregistrering for 2024 tager udgangspunkt i indkomstbeløb i årsopgørelsen for 2022 eller i forskudsregistreringen for 2023. Anvendes 2022 indkomstbeløb, forhøjes lønindkomst mv. med 8 % i forhold til 2022, og er det 2023 beløb, der anvendes, så forhøjes indkomsten for 2024 med 5 %.
Det er ikke sikkert, at indkomsten eller fradrag i den automatiske forskudsregistrering afspejler den korrekte indkomst og fradrag.
Der kan være flere ting, som er ændret i forhold til tidligere år. Det kan f.eks. være:
(Listen er ikke udtømmende)
Mange boligejere vil i 2024 opleve en nedgang i det månedlige fradrag, en mulig højere trækprocent og måske nogle B-skatterater.
Det skyldes, at grundskylden (beregnes af grundværdien) opkræves over forskudsregistreringen fra og med 2024. Hidtil er kun ejendomsværdiskatten betalt over forskudsregistreringen, men nu samles alle boligskatter, så de betales over forskudsregistreringen. Fra og med 2024 skal der alene betales for renovation og afgifter mv. til kommunen.
Beregning af ejendomsværdiskat og grundskyld sker med udgangspunkt i en foreløbig vurdering. Den endelige vurdering forventes at komme i 2025.
Det kan anbefales at få ændret forskudsregistreringen, hvis den er forkert, så der betales den rigtige skat. Sidste år var der ifølge Skattestyrelsen ca. 800.000 som ændrede deres forskudsregistrering for 2023, indenfor 14 dage efter den blev offentliggjort i november 2022.
Rentesatsen på restskat mv. og eventuelt på overskydende skat for 2023 er ikke offentliggjort endnu. Den forventes at blive offentliggjort i starten af december 2023.
I forhold til sidste år, hvor dag-til-dag renten for 2022 udgjorde 1,7 % indtil 1. juli 2023, forventes den at blive højere for 2023. Det skyldes, at det generelle renteniveau er steget i 2023 i forhold til 2022.
Det anbefales derfor, at du undersøger, om ikke det fortsat er hensigtsmæssigt at betale restskatten og undgå restskattetillæg.
Restskattetillægget forventes også at blive højere for 2023, da det beregnes med udgangspunkt i de samme regler som anvendes ved beregning af dag-til-dag renten. I 2022 var restskattetillægget 3,7 %.
Når rentesatserne er oplyst fra Skattestyrelsen, vil vi give en kort orientering.