Fem anbefalinger til at vurdere potentialet for et Carbon Capture Storage-anlæg

  • 21/12/23

En række industrivirksomheder ser ind i potentialet for fangst og lagring af CO2 med et Carbon Capture Storage-anlæg (CCS-anlæg), der vil mindske CO2-udslippet og forbedre Danmarks samlede klimaftryk. Læs med om, hvordan du kan vurdere fordelene og ansøge om støtte fra Energistyrelsen til oprettelse af CCS-anlæg.

Mange danske industrivirksomheder ønsker at nedbringe deres CO2-udledning for at bakke op om Danmarks mål om at være et klimaneutralt samfund i 2050. Derfor står mange punktkilder - industrivirksomheder, der udleder store mængder af CO2 – også over for en vurdering af, hvordan de bedst muligt kan mindske deres CO2-aftryk. Én af mulighederne er at investere i et Carbon Capture Storage (CCS)-anlæg, der fanger CO2 fra røggasser og lagrer den permanent i undergrunden.

Fordelene ved at oprette et CCS-anlæg er bl.a., udover at mindske industriens CO2-udledning gevaldigt, at virksomheder undgår at betale en række skatter og afgifter på udledning af CO2. Disse skatter varierer betydeligt alt efter, om der er tale om et forbrændingsanlæg, et raffinaderi eller anden lignende industri. 

Trods flere fordele ved at oprette et CCS-anlæg, kan der også opstå udfordringer ved den nye teknologi samtidig med, at der fortsat er en del uklarhed ved dele af reguleringen på området.

Det er derfor afgørende for virksomheder, der overvejer at investere i et CCS-anlæg, at afklare fordele og ulemper. Hermed også at foretage de nødvendige beregninger i forhold til grundlaget for investeringen, herunder de forventede besparelser relateret til køb af CO2-kvoter og CO2-afgifter samt forventede afledte potentielle indtægter fra støttepulje samt salg af certifikater (biogen CO2)

Ansøgning af offentlig støtte til oprettelse af et CCS-anlæg

For at hjælpe virksomheder med at komme i mål med oprettelse af CCS-anlæg, og understøtte udbredelsen af CCS-teknologiens udbredelse i Danmark, har Energistyrelsen sat en pulje på 27. mia. kroner til rådighed, som en række virksomheder kan søge inden hhv. juni 2024 og juni 2025. 

På trods af en række fordele, skal virksomheder også være opmærksomme på, at der ligger nogle risici for de enkelte punktkilder, som søger statsstøtten. De påtager sig nemlig en del af ansvaret for den samlede værdikæde for CO2-fangst, transport og permanent lagring i undergrunden af CO2-en. Det er derfor centralt at forstå hele potentialet af investeringen i et CCS-anlæg, ikke blot i sit eget led, men også i de andre led af værdikæden, og at finde den rette model for forpligtende samarbejde mellem de involverede i den samlede værdikæde, som kan gøre det muligt at fordele risici mellem sig. 

Dette kan for eksempel gøres i forbindelse med joint venture-partnerskaber med pensionskasser, infrastrukturfonde eller lignende.

Vores samlede anbefalinger til industrivirksomheder, som ser ind i en investeringscase for CCS er:

  1. Start tidligt: Der er mange ting at forholde sig til (ny regulering og afgifter, ny teknologi, partnerskaber/samarbejder, investeringscase, produktion af tilbud, mv.), så det er en fordel at komme i gang i god tid.
  2. CO2-omkostninger: Afklar, hvor hårdt punktkilden bliver ramt af meromkostninger til CO2-afgifter og –kvoter i fremtiden.
  3. Potentiale: Vurdér potentiale ved salg af certifikater, reduktion af CO2-afgifter og indtægter fra øvrige finansieringskilder fx støtte.
  4. Business case: Udarbejd en samlet business case med beregninger for dit eget led, men tag også hensyn til øvrige led i værdikæde og afklar forventede pengestrømme mellem aktører samt finansieringsforhold.
  5. Risikodeling: Afklar risikodeling på tværs af aktører i værdikæden – er den rimelig set i forhold til fordeling af investeringer, indtægter, mv.?

Få flere gode råd om investering i CCS-anlæg

Se webcast eller download præsentation

Kontakt os

Morten Rasmussen

Director, Advisory, PwC Denmark

3093 6970

E-mail

Torsten Schmidt-Jensen

Director, Consulting, Hellerup, PwC Denmark

5138 4981

E-mail

Joan Faurskov Cordtz

Partner, leder af afgifter og told, København, PwC Denmark

5135 7562

E-mail

Følg PwC