Hvis den pågældende ejendom anvendes i en erhvervsmæssig virksomhed, er grundskylden normalt en fradragsberettiget driftsomkostning i virksomheden.
Anvender ejeren virksomhedsordningen, opstår dermed den situation, at en driftsomkostning i virksomhedsordningen er betalt af ejeren privat via dennes A- og/eller B-skat. Nedenfor giver vi vores bud på, hvordan dette kan håndteres.
Det er ikke ukendt, at driftsomkostninger i virksomheden i virksomhedsordningen betales af private midler. Normalt kan dette håndteres på en af to måder, og det samme må gælde for situationen med privat betaling af grundskyld:
1. Mellemregningskontoen
2. Den ”udvidede hæverækkefølge”
Denne mulighed indebærer, at et beløb svarende til den privat betalte grundskyld omkostningsføres i virksomhedens resultatopgørelse (debet) og modposteres på den særlige mellemregningskonto i virksomhedsordningen (kredit).
Hvis ejeren ønsker det, kan der så senere hæves likvider fra virksomhedsordningen til privatøkonomien, og hvor den likvide hævning debiteres på den etablerede mellemregningskonto.
Det er usikkert, om omkostningsførsel og modpostering på mellemregningskontoen kun kan ske i takt med, at der sker faktisk privat betaling af grundskylden (dvs. i takt med ejerens betaling af A- og/eller B-skat), eller fx om grundskylden for hele året allerede primo indkomståret kan omkostningsføres og modposteres på mellemregningskontoen. Skattemyndighederne har uofficielt oplyst til PwC, at sidstnævnte fremgangsmåde kan benyttes, så det må man indtil videre antage.
Er der sket privat betaling af en driftsomkostning i virksomheden, kan beløbet efter den såkaldt udvidede hæverækkefølge refunderes til den skattepligtige, uden at dette anses for en hævning i den sædvanlige hæverækkefølge. Det må også kunne ske for privat betalt grundskyld.
I praksis sker det normalt ved, at et beløb svarende til den privat betalte driftsomkostning (her grundskyld) omkostningsføres i virksomhedens resultatopgørelse (debet) og modposteres på hævekontoen i virksomhedsordningen (kredit). Modposteringen indebærer dermed, at årets kontante hævninger i den sædvanlige hæverækkefølge reduceres.
Også her er det usikkert, om omkostningsførsel og modpostering på hævekontoen kun kan ske i takt med, at der sker faktisk privat betaling af grundskylden, eller fx om grundskylden for hele året allerede primo indkomståret kan omkostningsføres og modposteres på hævekontoen.
Det sidste er formentlig tilfældet, dvs. hævningerne i den sædvanlige hæverækkefølge kan formentligt reduceres med hele grundskylden, uanset hvornår den private betaling faktisk er sket.
Det vil være ønskeligt, hvis skattemyndighederne snarest officielt melder ud om sin holdning til håndtering af privat betalt grundskyld for virksomheder i virksomhedsordningen, så tvivl og usikkerhed undgås.
Er der spørgsmål til ovenstående, så kontakt endelig din normale kontaktperson hos PwC.