Regeringen og parterne i den grønne trepart har indgået en historisk aftale om et Grønt Danmark. Det betyder bl.a. en CO2e-afgift for landbruget.
Aftalen har til formål at omlægge og omstille landbrugs- og fødevareproduktionen i Danmark.
Aftalen vil bidrage til at indfri Danmarks klimamål for 2030 og 2045, forbedre vandmiljøet, beskytte og genoprette naturen og biodiversiteten, samt sikre et konkurrencedygtigt og bæredygtigt landbrug.
I det store hele har den grønne trepart arbejdet videre med ekspertgruppen for en Grøn Skattereforms rapport og afgiftsakitektur.
Der indføres en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr fra 2030. CO2e-afgiftens formål er at skabe incitament til at reducere udledninger fra husdyr, gødning, kalkning og F-gasser.
Afgiften fastsættes til 300 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030, stigende til 750 kr. pr. ton udledt CO2 i 2035.
Der indføres et bundfradrag i afgiften på udledninger fra husdyr, således at det udgør 60 % af den gennemsnitlige udledning fra den givne dyretype. Bundfradraget har overordnet set til formål at begrænse stigningen i produktionsomkostningerne som følge af afgiften og samtidig fastholde et stærkt incitament for den enkelte bedrift til at benytte de mest klimaeffektive driftsformer og teknologier.
År |
Indhold |
Ekspertgruppens rapport |
2030 |
En effektiv afgift på 120 kr. pr. ton udledt CO2* |
Ekspertgruppens model 3, men med en afgift på 120 kr. frem for 125 kr. pr. ton udledt CO2** |
2035 |
En effektiv afgift på 300 kr. pr. ton udledt CO2* |
Ekspertgruppens model 2, men med en afgift på 300 kr. frem for 375 kr. pr. ton udledt CO2** |
*bundfradraget udgør op til 60 %.
**bundfradraget udgør op til 50 %
I 2030 og 2031 føres provenuet tilbage til landbruget. Dette vil formentlig ske i form af puljer til støtte til teknologi. Hertil kommer støtte til skov o.l.
Det fremgår også af aftalen, at der skal rejses 250.000 hektar ny skov frem mod 2045, hvoraf en del skal målrettes områder med et stort behov for en kvælstofindsats eller drikkevandsbeskyttelse.
I den kommende tid vil der være politiske forhandlinger, og intet er dermed endeligt før, der foreligger et vedtaget lovforslag.
Det er PwC’s forventning, at der vil pågå politiske forhandlinger i perioden fra 2025 frem mod 2030 på området. Når der er mere klarhed på området, vil vi afholde et webinar om den nye CO2e-afgift og konsekvenserne heraf.
Lad os mødes og drøfte afgifter generelt og betydningen af afgifter for netop jeres virksomhed.
Vores team i afgiftsgruppen sidder klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til din virksomheds behandling af afgifter. Det kan være, at din virksomhed står med en konkret udfordring eller blot har brug for et sundhedstjek, så I ved, hvor udfordringerne ligger, hvis nogen.
Anne Neerup Krogh
Christian Bering Morsø Windberg