Tre anbefalinger til udviklere og investorer, der skal byde på havvindudbud

#
  • 12/07/24

I april 2024 blev der åbnet for et statsligt udbud af 6 GW havvind i Nordsøen, Kattegat og Østersøen. Hvor havvind tidligere havde potentiale til at være en lukrativ investering, viser en ny analyse fra PwC, at det over de seneste to år er blevet markant dyrere at opstille havvindmøller. Læs med om, hvilke forhold du bør være særlig opmærksom på, hvis du påtænker at byde i den kommende budrunde for havvind. 

Danmark har store ambitioner for udbygningen af havvind. Den omfattende udbygning er afgørende for at understøtte et fremtidigt større nettoforbrug af grøn strøm til privat forbrug, industri og Power-to-X-forbrug, ligesom Danmarks fremtid som eksportør af brint afhænger af udbygningen. 

De seneste år har flere grundlæggende investeringsvilkår dog været under forandring. Efter en lang periode præget af stabilitet har markedet de sidste år berettet om stigende materialepriser, højere renter og større usikkerhed ift. de regulatoriske rammer, elpriser og kapacitet i forsyningskæden.   

På opdrag fra Partnerskab for havvind har PwC identificeret de største udfordringer i havvindbranchen og undersøgt, hvordan de påvirker en investeringscase på 1 GW havvind med realisering i 2030.

PwC’s analyse viser, at særligt capex (kapitaludgifter), finansiering samt elpriser og mulighed for afsættelse er stærkt påvirket af en række faktorer i det nuværende investeringsklima. Stiger capex som følge af forsinkelser og/eller fordyrelser i forsyningskæden, øges afkastkravet, eller falder elprisen, har det stor negativ effekt på projektværdien.

I det aktuelle danske udbud af 6 GW havvind, som skal bygges uden statsstøtte, konkurrerer byderne på at tilbyde staten den højeste årlige koncessionsbetaling over 30 år. Resultaterne af PwC’s undersøgelse viser dog, at kun ved et best-case-scenario for udvikling i elprisen, rentefald eller markant reduceret capex er der plads til koncessionsbetalinger på havvindprojekter. 

Vores samlede anbefalinger til udviklere og producenter, som planlægger at byde på det aktuelle udbud, er:

  1. Hav styr på forsyningskæden: Den massive globale udbygning af havvind og behovet for at udbygge elnettet i og uden for Danmark har ført til prisstigninger og kapacitetsbegrænsninger i forsyningskæden samt transport- og installationsinfrastruktur. Reducér risikoen for forsinkelser ved at indgå aftaler om levering af råvarer og komponenter, landtransport og adgang til havne og installationsskibe. PwC’s analyse viser, at det er afgørende for projektværdien, at forsinkelser og væsentlige stigninger i capex undgås. Foretag derfor simuleringer af, hvordan forskellige tidspunkter for den kommercielle ibrugtagning (COD-tidspunkter) påvirker din investeringscase.
  2. Indgå aftaler om afsætning af strøm: Overvej hvor stor en andel af den producerede strøm, der måske kan dækkes af faste aftaler om køb af strøm, de såkaldte PPA’er, og undersøg muligheden for at etablere direkte linjer. Usikkerheden om de fremtidige indtjeningsmuligheder fra strøm er stor. Dels fordi den omfattende europæiske udbygning af vedvarende energi vil føre til et markant øget udbud af strøm, dels fordi forventningerne til det fremtidige danske nettoforbrug af el er baseret på en omfattende Power-to-X-produktion, som stadig er under udvikling. Resultaterne af PwC’s analyse indikerer, at den risiko, som knytter sig til elprisen, mindskes, når en større del af produktionen afsættes i PPA-aftaler. Kun hvis markedsprisen kommer til at ligge tæt på Energinets best case-scenarie for prisudviklingen, vil udviklere gå glip af en del fordele ved en høj PPA-dækning. 
  3. Afvej forhold mellem afkastkrav og risici: Resultaterne af PwC’s analyse indikerer, at det mulige afkast forekommer lavt ift. et markedskonformt afkastkrav. Afklar derfor, hvilket afkast projektet som minimum skal give, og vurder om en eller flere risici kan nedbringes tilstrækkeligt til, at det mulige afkastniveau kan blive attraktivt. Vurder herudover forskellige scenarier og muligheder for finansiering af projektet, herunder ift. sammensætning af egen- og fremmedkapital, og afklar risikodelingen for de respektive investorer – fx om den er rimelig set i forhold til fordelingen af investeringer, afkast og potentielle fordele. 

Analyse af investeringsklimaet for havvind i Danmark

Få adgang til analysen

Kontakt os

Morten Rasmussen

Director, Advisory, PwC Denmark

3093 6970

E-mail

Christoffer Gundelach

Director, PwC Denmark

2633 6900

E-mail

Følg PwC