Et svar på sundhedsvæsenets udfordringer

Sundhedsstrukturkommissionen har med afsæt i et omfattende analysearbejde og med inddragelse af aktører på tværs af sundhedsvæsenet opstillet og belyst forslag til tre overordnede forvaltningsmodeller samt givet en række tværgående anbefalinger. De tværgående anbefalinger vedrører bl.a. større investeringer i det nære sundhedsvæsen, en styrkelse af almen praksis, stærkere nationale og fælles ‘muskler’ på digitaliserings- og dataområdet m.v.

Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering skal ses som svar på særligt følgende hovedudfordringer i sundhedsvæsenet: 

• Der kommer i stigende grad til at mangle medarbejdere til at løfte behandling og pleje – i takt med den demografiske og behandlingsmæssige udvikling
• Der er for dårlig sammenhæng i patientforløb, der går på tværs af sektorer og aktører i sundhedsvæsenet
• Der er ulighed i adgangen til sundhedsydelser på tværs af geografiske og sociale skel

I PwC er vi optaget af at hjælpe sundhedsvæsenets aktører med at adressere og håndtere ovenstående udfordringer. Der findes ingen enkle og nemme svar, men et fortsat bæredygtigt og sammenhængende sundhedsvæsen forudsætter en række forskellige indsatser og en involvering af alle sektorens aktører.

Mere nærhed og udflytning af behandling fra hospitalerne kan gavne både borgerne og sektoren

Uanset hvordan stregerne skal trækkes i fremtidens sundhedsvæsen, er opgaven klar: Der skal sikres mere sammenhængende og effektive patientforløb, hvor hjælp og behandling leveres tæt på borgernes hverdag. Det ’nære’ sundhedsvæsen skal derfor styrkes i de kommende år med fokus på både almen praksis, praktiserende speciallæger, andre ydere i praksissektor samt de kommunale sundhedsfunktioner. Og borgere, som har forudsætningerne for det, skal spille en større rolle i deres egne forløb og behandling – så de begrænsede ressourcer i højere grad kan målrettes dem, som har behov for det. 

Analyse af migrænepatienter eksemplificerer udfordringer og anviser mulige løsninger 

Et område, hvor sundhedsvæsenet kan blive mere sammenhængende og tilbyde behandlinger tættere på patienterne, er inden for migrænebehandling. 

Migræne er en folkesygdom, som skønnes at berøre mere end 850.000 borgere. De fleste patienter kan heldigvis mestre sygdommen i hverdagen med vejledning og medicin ordineret fra egen læge, mens andre er langt hårdere ramt i deres symptomer og hyppighed af anfald. 

PwC har for nyligt gennemført en analyse på migræneområdet for medicinalvirksomheden AbbVie, som belyser nye veje til at gøre patientforløb mere sammenhængende og patientnære for mennesker, der lider af migræne – med et mål om at gøre behandlingen mere tilgængelig for flere. 

Lang vej fra diagnose til virksom medicinering for nogle af de hårdest ramte migrænepatienter

På medicinområdet er der i de senere år sket en betydelig udvikling med fremkomsten af migrænespecifikke produkter som supplement til særligt blodtrykssænkende medicin og epilepsimedicin, som hidtil har været anvendt – og fortsat anvendes - til migrænepatienter. Patienterne ser ud til at have stor gavn af den nye medicin og endda typisk uden de gener og bivirkninger, som noget af den traditionelle migrænebehandling kan give. 

De nye præparater er imidlertid kun tilgængelige på hospitalernes hovedpineklinikker. Konsekvensen af dette er patientforløb, hvor nogle af de hårdest ramte migrænepatienter først skal igennem udredning og behandling hos egen læge, derefter gennem et forløb hos en praktiserende speciallæge og endelig i hospitalsregi, for at kunne få behandling med medicin udviklet specifikt til migrænepatienter. Dette til trods for, at der på tværs af de involverede aktører i dag er konsensus om, at migræne for langt hovedpartens vedkommende ikke kræver specialiseret behandling, som nødvendiggør behandling på et hospital. Det giver ikke kun lange ventetider for patienterne, men trækker også på de knappe specialistressourcer, som på hospitalerne bør prioriteres patienter med særlige og komplekse behov. 

Undervejs i patientforløbene risikeres det desuden, at vigtig dokumentation og viden går tabt, fordi der ikke findes fællesoffentlige databaser eller it-systemer, der understøtter udveksling af viden om patientens forløb eller systematisk indsamling af mere generel viden om effekter af migrænebehandling. 

Behov for styrket kapacitet og kompetencer tættere på borgerne

Analysen peger desuden på en række andre barrierer for mere patientnær behandling. Det handler fx om store forskelle i adgangen til praktiserende speciallæger på tværs af landet samt udfordringer med at skaffe nok praktiserende læger – og at praktiserende læger har kompetencerne til at kunne varetage en større del af behandlingsindsatsen for fx migrænepatienter. 

Det handler også om, at anbefalinger om brug af medicin og beslutninger om medicintilskud ikke i tilstrækkelig grad synes at tage hensyn til behovet for arbejdskraft – og udfordringer med at skaffe denne – eller hensyn til de bredere samfundsmæssige gevinster ved givne behandlinger. For migrænepatienternes vedkommende fx at kunne gennemføre en uddannelse, stifte familie og have tilknytning til arbejdsarbejdet, som kan være særdeles udfordrende for de hårdest ramte patienter. 

Analysen på migræneområdet viser, at mere patientnær behandling, en styrkelse af det primære sundhedsvæsen og en aflastning af behandlingspresset ind mod hospitalerne kan gå hånd i hånd og udgøre en væsentlig del af svaret på, hvordan sundhedsvæsenet også fremadrettet er robust og kan levere god behandling af høj kvalitet indenfor de givne ressourcemæssige rammer. 

Med afsæt i analysen på migræneområdet peger vi på en række mere generelle veje til et mere bæredygtigt og patientnært sundhedsvæsen.