Selskaber kunne for indkomståret 2024 betale frivillig acontoskat den 20. marts 2024 og 20. november 2024, men der er også en mulighed for at gøre det den 1. februar 2025 og dermed undgå restskattetillægget.
Ved indbetaling den 20. marts og 20 november 2024 var restskattetillægget ikke offentliggjort. Det blev det først den 10. december 2024, så hvis der blev indbetalt frivillig acontoskat, fx den 20. november 2024, så var det formentlig ud fra en forventning om, at restskattetillægget svarede til det som var gældende for 2023.
I februar og i november 2024 orienterede vi generelt om muligheden for frivillig indbetaling af acontoskat mv., hvorfor denne orientering alene vedrører mulig indbetaling af acontoskat den 1. februar 2025. Som anført i nyhedsbrevet i november 2024 forventede vi dengang, at restskattetillæggene for 2024 ville forblive på samme niveau som for 2023, men de har fået endnu en justering opad. Og frivillig indbetaling af acontoskat er ofte relevant - også selv om jeres virksomhed har samme indtjening som i de seneste år.
Restskattetillægget for indkomståret 2024 er blevet forhøjet. Det er fastsat til 8,3 % mod 7,7 % i 2023. De 8,3 % svarer reelt til godt 10,6 % p.a. før skat, da restskattetillægget ikke er fradragsberettiget.
Ved en frivillig indbetaling den 1. februar 2025 reduceres indbetalingen med en forholdsmæssig rente på 1,6 % svarende til 70/360 dage af restskattetillægget på 8,3 %.
Får selskabet en restskat for 2024, er det stadig en god forretning at betale frivillig acontoskat, selvom indbetalingen reduceres med 1,6 %, da restskattetillægget på de 8,3 % bortfalder.
Indbetales der fx 100.000 kr., godskrives alene 98.400 kr. som betalt acontoskat, men som følge af, at restskattetillægget bortfalder, så svarer det effektivt til en rentebesparelse på 8,2 % p.a. eller ca. 10,5 % p.a. før skat.
Selv med det højere renteniveau, så er et restskattetillæg på ca. 10,6 % p.a. før skat et så højt tillæg, at de fleste selskaber med restskat med fordel kan foretage en frivillig indbetaling af acontoskat. Indgår selskabet i en sambeskatningskreds, opgøres skatten på grundlag af sambeskatningsindkomsten.
Vi anbefaler derfor, at der inden den 1. februar 2025 foretages en konkret opgørelse over den forventede skat for indkomståret 2024, og hvis der er en yderligere restskat, kan den indbetales senest den 1. februar 2025 og dermed undgås det høje restskattetillæg.
Vi henviser til vores generelle orientering i både februar og november 2024 om de overordnede overvejelser om indbetaling af yderligere acontoskat, men skal for god ordens skyld henlede opmærksomheden på, at hvis I ønsker at foretage en frivillig indbetaling, skal I først angive størrelsen af den frivillige indbetaling på TastSelv Erhverv, før I foretager indbetalingen. Hvis angivelsen ikke foretages inden indbetalingen, vil den frivillige indbetaling blive returneret, og den vil således ikke blive modregnet i den endeligt opgjorte selskabsskat, og der vil derfor blive beregnet restskattetillæg heraf.
Ønskes assistance fra PwC, så kontakt os endelig.
Det er ikke kun restskattetillægget som er steget i forhold til 2023, det er rentegodtgørelsen ved overskydende skat også. Den er steget til 4,4 % mod 3,6 % i 2023. Godtgørelsen er ikke skattepligtig, så det svarer til ca. 5,6 % før skat.
Bemærk venligst, at der ikke gives rentegodtgørelse af overskydende skat, som er opstået som følge af en frivillig indbetaling den 1. februar 2025. Til gengæld reduceres den andel af den frivillige indbetaling som resulterer i overskydende skat ikke med dekorten på 1,6 %.
Der gives dog rentegodtgørelse af overskydende skat som skyldes for meget betalt ordinær acontoskat samt eventuelt betalt udbytteskat og frivillig indbetaling af acontoskat den 20. marts 2024 og 20. november 2024, dog reguleret for et tillæg eller en dekort på 1,1 %.
Samlet kan årets indbetalte acontoskatter opgøres som følger:
+ Ordinær acontoskat indbetalt i marts og november 2024
+ Frivillig indbetaling af acontoskat 20. marts 2024
+ 1,1 % tillæg
+ Frivillig indbetaling af acontoskat 20. november 2024
- 1,1 % dekort
+ Frivillig indbetaling af acontoskat 1. februar 2025
- 1,6 % dekort
Er der efter ovenstående acontoskatter restskat til betaling tillægges et restskattetillæg på 8,3 %, mens overskydende skat tillægges 4,4 % godtgørelse (med begrænsning som nævnt ovenfor vedr. frivillig indbetaling 1. februar 2025).
Årsopgørelsen for indkomståret 2024 udsendes sædvanligvis i oktober 2025. Frist for indbetaling af restskat for indkomståret 2024 er den 20. november 2025. Tilsvarende godskrives eventuel overskydende skat selskabets skattekonto på samme dato.
Vær på forkant med nye tiltag og tendenser i erhvervslivet. Du bliver også inviteret til agendasættende events, hvor vi sammen får ny viden, perspektiver og relationer.
Seneste publikationer, analyser og undersøgelser om emner som skat, regnskab, IFRS, revision, moms, told og afgifter.
Kristian Serup