Læs med i denne artikel, hvor Casper fortæller om sin vej til den flotte placering ved årets Danica Pris, hvilken betydning det har haft at medvirke i Danica Prisen, og hvordan hans afhandling fik en afgørende indflydelse på hans rolle i PwC i dag. Du får også Caspers tre gode råd til kandidatstuderende, der gerne vil opnå flotte resultater.
Casper og hans specialemakker vidste fra start, at de skulle skrive om uafhængigheden i revisionsbranchen, og de gråzoner der her kan være i arbejdet med små og mellemstore virksomheder. Derfor handlede det for dem om at finde en vejleder, der købte fuldkommen ind på deres vision.
“Min specialemakker og jeg havde fra start en klar ide om, hvad vi ville skrive om. Derfor inviterede vi en masse potentielle vejledere til samtale, indtil vi fandt det helt rette match for os. Man kan på en måde sige, at vi endte med at køre screeninger, som var det en rekruttering, hvilket nok er ret atypisk, når man vælger vejleder. Vi vidste dog bare lige præcis, hvad vi ville, så da vi fandt vores vejleder, Marianne, var vi ikke et sekund i tvivl,” fortæller Casper.
Selvom Casper og hans specialemakker havde visionen på plads, var vejen fra at have fundet den rette vejleder til at stå på podiet ved Danica Prisen stadig lang og krævende.
“Hvis jeg skal beskrive, hvad det krævede for mig at komme så langt, vil jeg nok sige dedikation og viljestyrke. Min makker og jeg havde fra start aftalt, at vi ikke skulle udskyde afleveringsdatoen, og det insisterede vi på at holde fast i. Så for mig var det vigtigere hele tiden at få skrevet på specialet eller gjort mig tanker om emnet, så der konstant var fremskridt” siger Casper.
Derudover havde Casper et par andre kilder til motivation, der også havde indflydelse på indsatsen.
“Da jeg ikke havde planer om at fortsætte min uddannelse ved at blive statsautoriseret revisor, var min medvirken i Danica Prisen en mulighed for at skabe mig en alternativ milepæl i karrieren. Som ordblind var det samtidig en ekstra fed oplevelse at få denne anerkendelse, da studietiden af denne grund har budt på lidt flere udfordringer for mig end for så mange andre,” fortsætter Casper.
Casper har, efter han fik Danica Prisen, brugt sine erfaringer fra processen til at rådgive andre studerende, der selv ønsker at opnå samme flotte resultater.
“Det har medført enormt mange gode samtaler at medvirke i Danica Prisen - både om indholdet af min afhandling, men i særdeleshed også om hvordan man som specialeskrivende kommer godt i gang. Jeg råder altid studerende til at finde et emne, som ikke er undersøgt før. Derefter skal man finde en vejleder, der er en holdspiller, og som man er på bølgelængde med. Det sidste og måske vigtigste råd er, at man ikke skal holde sig tilbage, hvad data angår. Du bliver overrasket over, hvor mange der rent faktisk vil hjælpe dig, så bare skriv ud,” siger Casper.
Det store datagrundlag, der formede Caspers speciale, fik også en afgørende betydning for Caspers karrieremæssige retning.
“I mit speciale fik jeg for alvor prøvet kræfter med at arbejde digitalt i forbindelse med behandlingen af utrolig meget data. Det vækkede klart min interesse for at fortsætte i det digitale spor. Derfor har jeg i dag fået en rolle som Digital Accelerator i PwC, hvilket betyder, at jeg i min afdeling agerer frontløber for at finde de bedste digitale løsninger på de udfordringer, vi støder på. Det er en rolle, der passer perfekt til mig, og jeg håber på sigt, at jeg kan blive 'udstationeret' til andre afdelinger i PwC, hvor jeg kan være med til at digitalisere forretningen, og dermed forbedre den måde vi arbejder på,” afslutter Casper.