I dette portræt fortæller Mie om at modtage Karnovs Specialepris 2023, vejen derhen, og hvordan specialet førte hende i retningen af PwC’s graduateforløb.
“Mie Bonderup har skrevet et solidt speciale med god inddragelse af relevante domme og litteratur”.
Sådan lød juryens begrundelse, da vores kollega, Mie Bonderup, blev hædret for sit speciale på jurastudiet om “Moms ved salgsfremmende foranstaltninger” og på den baggrund modtog Karnovs Specialepris 2023. Prisen gives til en studerende, der har skrevet et speciale inden for det skattefaglige område, der fortjener særlig anerkendelse og som bidrager til at fremme feltet. Prisen er med til at sætte fokus på unge talenter, der skal sætte deres præg på branchen i fremtiden.
“Jeg kastede mig ud i specialet af ren og skær nysgerrighed. Undervejs blev nysgerrigheden til en oprigtig interesse, så det var virkelig lysten, der drev værket for mig. Det tror jeg har været nøglen til, at det blev et godt speciale,” forklarer Mie og fortsætter.
“Det var samtidig også specialet og en snak med en fremtidig kollega, der førte mig i retning af graduateforløbet i PwC’s skatteafdeling, fordi jeg dér kunne blive specialist på det område, jeg brænder for.”
Mie har netop taget hul på sin karriere som graduate, men fik allerede muligheden for at blive en del af PwC et halvt år inden den officielle startdato. I den periode har hun sat turbo på sin faglige udvikling og fordybet sig i nye spændende arbejdsopgaver. Et mindst lige så vigtigt fokus har dog været at skabe rammerne for en god overgang mellem studie- og arbejdsliv. Her har Mie's career coach, som er en coach, der har fokus på ens udvikling og karriere i PwC, spillet en vigtig rolle.
“Det er virkelig befriende, at der bliver lagt meget vægt på at skabe fleksibilitet. Vi får sparring til at tackle og lære, hvordan man får arbejde og privatliv til at harmonere, og det er virkelig afgørende for min trivsel,” afslutter Mie.