Mette besluttede sig allerede som teenager for, at hun skulle gå revisorvejen. Hun har netop bestået SR-eksamen på Børsen i København og kan fremover kalde sig statsautoriseret revisor. Efter den afsluttende eksamen sætter Mette ord på forløbet:
“Man har bare trænet op til noget i så lang tid og brugt al energi og ressourcer, mentale såvel som fysiske, på at skulle klare sig rigtig godt denne her ene dag. Og så lykkedes det - og jeg kom ud med armene over hovedet, det gør vi jo allesammen inde på Børsen, fordi det føles som en kæmpe sejr,” fortæller hun.
For Mette har SR-uddannelsen budt på krævende perioder, hvor hun har fundet særligt stor støtte i sin mand, som var igennem samme forløb sidste år. Vejen til titlen som statsautoriseret revisor er dog en individuel indsats, som hun udtrykker det:
“Der er ikke nogen tvivl om, at hele forløbet, som jo tager flere år, er et individuelt forløb. Men med det sagt er det også en kæmpe holdindsats, for hvis dine chefer, kollegaer, venner og familie ikke er med dig, jamen så kommer du ikke igennem.”
Mette beskriver titlen som en stor karrieremæssig milepæl, hun har jagtet, siden hun startede som revisor, ung og håbefuld, med ønsket om at blive offentlighedens tillidsrepræsentant.
“Det er en milepæl i min karriere. Samtidig føles det også som om, at det først er nu, rejsen rigtig begynder. Jeg har fået en ekstra anerkendelse af min faglighed, der gør, at der kommer mere ballast bag mine ord, og jeg glæder mig til at se, hvilke konsekvenser det får i praksis,” siger Mette.
Den største udfordring for Mette under uddannelsesforløbet har været at finde sin egen vej og erkende, at det der har fungeret for én ikke nødvendigvis fungerer for en anden:
“Det har til gengæld også lært mig, at man kan meget mere end man tror. Jeg blev overrasket over mig selv, da jeg først kom igang. Derudover har det været værdifuldt for mig at bruge mine kolleger aktivt - for alles bedste. Den interne opbakning fra PwC ville jeg ikke være foruden,” lyder det fra den nyudnævne statsautoriserede revisor.
Mette ser frem til det øgede ansvar, der følger med titlen:
“I min hverdag er min drivkraft at flytte folk fra A til B, særligt unge talenter. For at kunne udvikle dem er jeg også nødt til at flytte mig selv. Det har SR-uddannelsen været medvirkende til, fordi jeg har fået en stærkere ballast som sparringspartner. Det åbner også for ledelsesopgaver af forskellig karakter i PwC," slutter hun.
Vi søger kolleger, der er vidt forskellige. Præcis som os og vores kunder. Brænder du ligesom os for at gøre en forskel? Så se vores ledige stillinger her.
Få relevante karrierenyheder, ledige stillinger og invitationer til karriereevents.
Deltag i PwC’s Graduate Lounge, hvor vi sætter rammerne for en lærerig og sjov aften, hvor du får et indblik i, hvad det vil sige at være graduate i PwC.
Læs interviewet med Madhu Ganesan.