Vores kollega, Olivia, har i øjeblikket en noget anderledes hverdag end de fleste PwC’ere. Hun er nemlig i fuld gang med at skrive en erhvervs-ph.d. i antropologi.
“Min baggrund som antropolog kan måske virke atypisk, men udviklingen inden for bæredygtighedsrapportering er stor, og feltet bredes virkelig ud i øjeblikket. Derfor kan jeg med min baggrund som antropolog også bidrage til, at virksomheder kan forbedre deres bæredygtighedsrapportering. Fx undersøger jeg rapporteringen af s’et i ESG - nemlig det sociale aspekt i bæredygtighed. For hvordan måler man egentlig trivsel, og kan man overhovedet oversætte menneskerettigheder til tal?”.
“Et antropologisk perspektiv kan hjælpe virksomheder til at opnå en større forståelse for, at der bag deres bæredygtighedsrapportering godt kan gemme sig subjektive vurderinger og holdninger, som vi er nødt til at blive klogere på for at forstå, hvordan virksomheder sikrer en mere bæredygtig verden”.
Olivia Norma JørgensenMed en baggrund som antropolog var vejen til at skrive en ph.d. om et område, der typisk anskues ud fra et complianceperspektiv, dog ikke ligetil. Men med den rette opbakning og sparring fra erfarne bæredygtighedsprofiler i PwC, Susanne Stormer og Brian Christiansen, blev vejen banet for at Oliva kunne vove sig ud i det ukendte.
“Som antropolog er feltarbejde mit vigtigste værktøj, fordi det giver adgang til at komme helt tæt på og studere beslutningsprocesser, sociale kontekster og andet relevant på første hånd. Derfor bruger jeg også meget tid ude hos virksomheder for fx at blive klogere på, hvordan man sikrer, at bæredygtighedsrapporteringen ikke blot bliver en complianceøvelse, men forankres i hele organisationen".
Netop ønsket om at vise, hvordan bæredygtighedsrapporteringen kan være en ‘driver’ for at skabe øget værdi på en række områder for virksomheder, er udgangspunktet for Olivias ph.d.
“Formålet med ph.d.’en er at bidrage til at udvikle erhvervslivet og samfundet, og give ny viden om, hvordan bæredygtighedsrapportering kan løfte ens virksomhed. Samtidig ser jeg også en stor gevinst for både den akademiske verden og erhvervslivet i, at der bygges bro mellem de to - fordi der er masser af værdi at hente ved både at sikre praksis i teori og teori i praksis”.
Olivia skriver sin ph.d. i samarbejde med Copenhagen Business School og er i øjeblikket på udveksling hos London School of Economics and Political Science.