Thomas Bernth Jensen: Stærk faglig ballast og personlig robusthed

For Thomas Bernth Jensen er titlen som statsautoriseret revisor et mål, der er blevet realiseret tidligt i hans karriere. Han startede nemlig allerede på uddannelsen 2,5 år efter, han havde taget hul på arbejdslivet som revisor hos PwC. 

PwC har spillet en særlig rolle for mig under forløbet. Trods min tidlige start på uddannelsen har mine ledere og kolleger udvist en enorm tiltro til mig, som har bidraget til at øge min selvtillid. De har også givet mig faglige udfordringer i hverdagen, så jeg har følt mig klædt på til SR-forløbet, hvor jeg ellers har været omringet af revisorer med mange flere års erfaring,” fortæller Thomas.

Vigtigheden af at have et mål for øje

Rejsen mod titlen som statsautoriseret revisor har altid været klar for Thomas. Han er vokset op med en far, der var statsautoriseret revisor, som har inspireret ham og indenfor de seneste år har han haft et særligt skarpt fokus på at realisere dette mål.

Jeg sammenligner gerne mit SR-forløb med den ironman, jeg gennemførte et par år tilbage. Ligesom en ironman har træningen til forløbet krævet dedikation hele vejen, også når det var hårdt. Til gengæld er udbyttet og målet i sidste ende det hele værd,” fastslår Thomas.

Tillid som afgørende faktor

Efter den afsluttende eksamen ser Thomas frem til at kunne tage hul på det ansvar, det indebærer at kunne underskrive regnskaber for børsnoterede selskaber. For ham er SR-titlen en milepæl, der understøtter hans rolle som betroet rådgiver, så han i endnu højere grad kan være med på kundernes udvikling og rejse. 

Med min nye titel følger forpligtelser som offentlighedens tillidsrepræsentant. Når jeg underskriver regnskaber bygger det på et ansvar og en integritet, som overordnet set er det vigtigste," påpeger Thomas.

For Thomas er det også vigtigt at løfte ansvaret og fagligheden i samarbejde med kollegerne. Han sætter en stor dyd i at forankre de læringer, han har fået med sig, i organisationen for at løfte i flok. 

Døråbner til nye udfordringer 

Uddannelsen, der har ry for at være en af Danmarks sværeste, har ifølge Thomas medvirket til en personlig udvikling, der har gjort ham både mere robust og moden. Hele vejen igennem uddannelsen har Thomas fået fyldt rygsækken med kompetencer, der får ham et skridt tættere på det næste mål i karrieren.

Da jeg var til ansættelsessamtale i sin tid hos PwC, helt grøn, blev jeg spurgt ind til mine karriereambitioner. Det var måske kækt, men allerede dengang ytrede jeg min ambition om at blive partner i PwC en dag. Med SR-titlen føler jeg nu, at jeg er et skridt nærmere den drøm,” siger Thomas.

Følg PwC