Revisions- og konsulentbranchen bliver stadig mere populær blandt jurister med store karriereambitioner. Blandt de senest tilkomne i PwC’s legalforretning er 47-årige M&A-specialist Ulrik Laustsen, der glæder sig over konsulenthusets store internationale netværk med specialister inden for en lang række områder.
Da Ulrik var 20 år, drømte han om at blive professionel musiker. Men optagelsen på konservatoriet glippede, og i stedet kastede han sin kærlighed på juraen. Siden har han ikke set sig tilbage, selvom musikken fortsat fylder meget i hans liv.
”Jeg kommer fra en familie af musikere, og det største oprør, jeg kunne lave, var at blive jurist. Men i stedet for at leve af at spille musik er musikken blevet en fantastisk hobby, der også fungerer som en lynafleder for en masse andre ting,” fortæller han.
Efter en årrække i advokatbranchen og tre år som chef i en større konsulentvirksomhed tiltrådte han i august som partner i PwC Legal. Her yder han kommerciel og strategisk rådgivning til firmaets kunder i samspil med revisionshusets specialister inden for en række andre områder.
”Min metier er at hjælpe folk med at købe og sælge virksomheder. Det er den ene del. Den anden del handler om startup- og scale-up-virksomheder, som jeg hjælper med at få vækstkapital. Jeg hjælper også venturefonde og business angels med at investere i denne type virksomheder”.
Som kunde i PwC’s legal-forretning kan man på stort set alle planer få den samme erhvervsjuridiske service som hos et traditionelt advokatkontor – den eneste forskel er, at PwC ikke må føre retssager.
Hertil kommer, at man får mulighed for at benytte sig af alle PwC’s øvrige rådgivningsydelser som fx skat, revision og corporate finance. Med andre ord får man adgang til en one-stop-shop, hvor man kan få det hele i én og samme pakke. Det er ifølge Ulrik en af de helt store gevinster for de kunder, der vælger at søge erhvervsjuridisk bistand hos PwC.
”På et traditionelt advokatkontor er der typisk ikke ret mange skattefolk, mens vi her hos os har næsten 300 specialister inden for skat. Det siger sig selv, at vi kan yde skatterådgivning på et meget højere niveau med sådan et setup.”
Ulrik ser herudover en stor fordel i, at den samlede rådgivningsydelse leveres fra samme hus af folk, der i forvejen kender hinanden og er vant til at spille sammen.
Ifølge Ulrik er der mange relevante paralleller mellem det musikalske samspil og rådgivningens svære kunst.
”Det kræver et musisk øre at finde den bedst mulige løsning og levere noget, kunden gerne vil have – eller måske noget, de ikke vidste, de ville have, men ender med at blive glade for”.
Som ny partner i PwC’s legal-forretning får Ulrik gode muligheder for at bringe sit juridiske gehør i spil. PwC har store vækstambitioner inden for markedet for juridiske ydelser, som tidligere var forbeholdt advokatkontorerne. I dag har PwC Legal 27 medarbejdere og partnere i Hellerup og Aarhus.
”Der er et rigtigt godt fundament at bygge videre på her, og man mærker fra hele PwC’s forretning, at det er et fokusområde, som hele PwC virkelig satser på”.
Som kunde hos PwC har man desuden adgang til et stort internationalt netværk med omtrent 3.500 juridiske rådgivere fordelt på mere end 90 lande. Det globale aspekt er ifølge Ulrik af afgørende betydning for danske virksomheder med vækstdrømme.
”En tysk virksomhed kan blive stor bare ved at sælge lokalt, for der er mange mennesker i Tyskland. En dansk virksomhed, der vil være stor, er nødt til at have et globalt udsyn fra starten og kigge ud over Danmarks grænser. Her er PwC i en unik position på grund af det store internationale netværk med mange tusinde kolleger, som vi er vant til at arbejde sammen med. Hele systemet er designet til, at det skal være let at få hjælp ude i verden”.
PwC’s legal-område er en afdeling i vækst, og virksomhedens store fokus på området er ikke gået ubemærket hen. Rådgivningsfirmaet Universum, som er specialiseret i arbejdsgiverbranding, udarbejder løbende lister over de mest attraktive steder at arbejde. I den seneste analyse er PwC rykket 14 pladser frem blandt de erfarne medarbejdere og lander på en delt 11 plads.
Spørger man Ulrik, kan et revisions- og konsulenthus som PwC både indfri store, traditionelle karrieredrømme, og drømme om at have et arbejde med et spændende indhold sammen med et familieliv. Her kan man tillige opleve en moderne og rummelig virksomhedskultur, der er forud for advokatfirmaerne – og som noget særligt sammenlignet med andre store konsulenthuse er virksomhedssproget i PwC dansk, og det giver nærvær.
”Atmosfæren er rigtigt god, det er et rart sted at være. Der tages virkelig hånd om de ansatte, og de unge medarbejdere bliver hørt og får mulighed for at levere input”.
Som medarbejder i PwC får man støtte og sparring fra en karrierecoach – en form for mentor – og PwC har desuden stort fokus på at give rum til de ansatte uanset hvilken work-life-balance, man efterspørger. Som medarbejder har man en løbende mulighed for at skrue op eller ned for karrierehastigheden afhængig af livssituation.
”Sammenligner man med advokatverdenen, er der større forståelse for, at man i nogle perioder har fuldt blus på karrieren og i andre perioder eksempelvis stifter familie og har mere brug for fleksible arbejdstider. Det giver mulighed for, at man kan faseinddele sin karriere i stedet for den traditionelle tilgang med op eller ud,” siger Ulrik, som selv har fire børn mellem 9 og 17 år med hustruen Christel.
I dag bruges det meste af fritiden med familien, men han har ikke glemt musikken. Han øver stadig på klaveret, og nyder at spille, selvom fingrene ikke er helt så hurtige på tangenterne, som de var engang. Samspillet og gehøret udleves i disse år mest gennem juraen, og selvom han ikke vil afvise, at han en dag igen kommer til at stå på en scene og spille musik, så er det næppe lige om hjørnet.
”Der kommer nok lige til at gå et par år,” griner han.