Ejerleder af biohotel vinder Temaprisen 2021 i region Sydjylland

03/11/21

Carsten Kjær har netop modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder i region Sydjylland ved Årets Ejerleder 2021. Han får prisen for sine bæredygtige resultater og for at vise vejen med ambitiøse bæredygtige visioner for fremtiden. Prisen fik han overrakt ved en velbesøgt regionskåring i PwC’s lokaler i Vejle. 

I forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2021 overrækkes for femte gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, bæredygtighed, og derigennem bidrager til en mere bæredytig fremtid både miljømæssigt, socialt og ledelsesmæssigt. Prisen går i år til biohotellet Ribehøj ApS og ejerlederen Carsten Kjær.

”Temaprisen går til Carsten, der står i spidsen for Ribehøj ApS. Sammen med sine dedikerede medarbejdere og sin hustru, har han formået at være et skridt foran i sin branche og være nytænkende med et biohotel, hvor intet er overladt til tilfældighederne,” fortæller Palle H. Jensen, partner i PwC i Esbjerg, og tilføjer:

“Ved opførelsen af de flotte hytter, som ligger smukt i pagt med naturen, er der anvendt bæredygtige principper. Der er isoleret med uld, varmekilden er flis fra egen produktion, og der serveres lokale råvarer produceret efter bæredygtige principper. Det fortjener anerkendelse.”

Succes trods COVID-19

Ribehøj er en helt unik historie. Området er gået fra mose og kvægbrug til hjortefarm over fiskesø og campingplads. Idag er det vel nok Danmarks ypperste bud på et biohotel. Virksomheden har, COVID-19 til trods, formået at skabe overbevisende resultater, som har givet luft til yderligere udvidelse af virksomheden. 

”De kommende år byder på bæredygtig wellness, skovrejsning og udvidelse af hotellet. Alt sammen midt i ingenting og på et sted, hvor hverken køer, hjorte eller campingplads tidligere blev nogen økonomisk succes - men det blev biohotellet under kyndig ledelse af Carsten,” fortæller Mogens B. Sørensen, regionsdirektør i Nykredit.

Hos Dansk Erhverv er direktør for markeder, Betina Hagerup, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2021 i region Sydjylland er Carsten Kjær:

”Carsten Kjær har formået at få årets tema til at være indlejret i virksomheden på alle måder. Og i et marked, hvor arbejdskraft er svært tilgængelig, har Carsten desuden evnet at skabe en ambassadøreffekt blandt medarbejderne, så det ikke er blevet en hindring for virksomhedens succes,” udtaler Betina Hagerup og ønsker tillykke med prisen. 

Vinder af Årets Ejerleder i region Sydjylland 2021

Vinderen af Årets Ejerleder 2021 i region Sydjylland blev Kenneth S. Hagelskjær, der er ejerlederen i spidsen for Esbjerg Maritime Service ApS. Han vinder prisen som Årets Ejerleder 2021 i Sydjylland for at være en ejerleder, der har vist vilje, evne og mod på vejen mod at skabe en virksomhed i vækst med overskriften: "Det skal være sjovt". 

Fakta om Årets Ejerleder 2021

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 18. gang. Årets tema er bæredygtighed. De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 18. november 2021 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup. Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC, Årets Ejerleder 2019 og to erhvervsprofiler. 

Tidligere temaprisvindere

Anders Aagaard Jensen fra Relevant Holding ApS (2019), Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017), Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016)

Kontakt os

Palle H. Jensen

Partner, statsaut. revisor, PwC Denmark

Tlf: 2961 3097

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC