Ejerleder bag succesfuld containerkoncern vinder prisen som Årets Ejerleder 2022 i Hovedstaden

Layland Barker fra Titan Containers A/S vinder prisen som Årets Ejerleder 2022 i Hovedstaden. For 35 år siden etablerede Layland Barker Titan Containers, og udviklingen har været gennemgribende. I dag er virksomheden til stede i mere end 30 lande, har cirka 180 ansatte og forventer at omsætte for knap 1 mia. kr. i 2022. Prisen fik han overrakt ved Hovedstadskåringen i Dansk Erhvervs lokaler i København.

Layland Barker er ejerlederen bag Titan Containers A/S, der netop har vundet prisen som Årets Ejerleder 2022 i Region Hovedstaden. Containerkoncernen Titan Containers udlejer containere til virksomheder og private. Han vinder prisen som Årets Ejerleder 2022 i Hovedstaden for at være en rollemodel for sine medarbejdere, der ikke er bange for at gå forrest, og for at have skabt en international koncern med ekstraordinære økonomiske resultater. Derudover er Layland Barker en ejerleder, som tager et bæredygtigt ansvar og er særlig god til at anerkende sine medarbejdere. 

“Layland er en visionær, passioneret og gavmild ejerleder, som har fødderne solidt plantet i jorden, og samtidig har ejerlederen opnået iøjnefaldende finansielle resultater de seneste år. Ejerlederen sætter handling bag sine ord og er meget konkret, når det kommer til at anerkende sine medarbejdere,” fortæller Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup, og tilføjer:

”Det er inspirerende at se en ejerleder, som prioriterer sine medarbejderes trivsel og velbefindende så højt. For at støtte medarbejderne har Layland fx givet alle i koncernen et miljøtillæg, bonus på 5 % af resultatet før skat og givet alle en lønregulering svarende til den aktuelle inflation, Som Layland siger: ‘Hvis medarbejderne ikke skal fokusere på, hvordan de får råd til juleanden, så kan de fokusere mere på arbejdspladsen.’.”

Vækst og ønske om generationsskifte

Titan Containers har haft nogle forrygende år. De seneste tre år har koncernen skabt en vækst på over 100 %, og ejerlederen forventer at skabe yderligere 50 % vækstinden 2025. Layland Barkers tre døtre er alle involveret i virksomheden, og på sigt er det ejerlederens ønske at aflevere Titan Containers “i bedst mulig form” til sine døtre.

”Layland Barker er en ejerleder, som i højeste grad anerkender sine medarbejder. Han er fuldt bevidst over, at uden medarbejderne vil Titan Containers ikke være noget eller opnå nogle resultater. Layland Barkers gå-på-mod og visionære ledelsesstil har været med til at forme grundstenene i Titan Containers’ flotte udvikling,” fortæller Mikael Storm Andersen, regionsdirektør i Nykredit i København.

Hos Dansk Erhverv er man heller ikke i tvivl om, at Layland Barker er den rette vinder af Årets Ejerleder 2022 i Hovedstaden:

”Layland Barker er en unik ejerleder. Han er en inspirationskilde og rollemodel for både sine medarbejdere, døtre og andre ejerledere. Layland Barker har vist, at man kan opbygge en stor, succesfuld international virksomhed ud af ingenting. Han skal med rette hyldes og anerkendes for det store arbejde,” siger Gitte Lillelund Bech, direktør for markeder i Dansk Erhverv.

Fakta om Titan Containers A/S (Taastrup)

Layland Barker grundlagde Titan Containers i 1987 med fokus på salg af containere til produktionsvirksomheder og større detailvirksomheder, men efter 23 år besluttede Layland Barker at vende forretningen rundt og i stedet udleje containere til virksomheder og private fremfor at sælge standardcontainere. I dag har Titan Containers en flåde på omkring 60.000 containere og forventer at omsætte i nærheden af 1 mia. kr. i 2022.

De stærke konkurrenter

Søren Lynggaard og Charlotte Lynggaard fra Ole Lynggaard A/S (Hellerup)

Ole Lynggaard blev etableret i 1963 og har siden 1994 været drevet af Charlotte og Søren Lynggaard. Ole Lynggaard er en luksus smykkevirksomhed, som producerer og designer smykker i høj kvalitet. Ejerlederne har skabt et stærkt brand med fuld fokus på æstetik. De skiller sig ud fra andre ved at kunne holde det håndværksmæssige i danske hænder, og Søren og Charlotte har besluttet at bevare deres produktion i Danmark. 

Peter Hemicke fra Tier1 Asset A/S (Allerød)

Peter Hemicke etablerede Tier1 Asset i 2001. Tier1 Asset renoverer og gensælger elektronisk udstyr. Virksomheden sælger og renoverer ca. 250.000 computere årligt til distributører, kæder og e-commerce-virksomheder og har i dag over 5.000 forhandlere verden over. Peter har et indgående kendskab til alle processerne i virksomheden, fordi han har været med til at bygge virksomheden op til det, den er i dag. Ejerlederens vision for virksomheden er at øge indtjeningen via organisk vækst og opkøb af andre virksomheder, der komplementerer Tier1 Assets forretningsområder.

Vinder af Årets Helt(inde) i Region Hovedstaden 2022

Vinderen af Årets Heltinde i Region Hovedstaden går til Anna Cecilia Frellsen fra Maternity Foundation. Anna har siden 2013 været i spidsen for Maternity Foundation og gør i den grad en forskel for tusindvis af kvinder. Hun er passioneret, dygtig og en moderne leder, og så har Anna været med til at udvikle en digital sundhedsplatform, som mere end 300.000 personer i over 40 lande har glæde af, ligesom hun har været med til at fortsætte uddannelsen af mere end 14.000 jordemødre og sundhedspersonale. Derfor er Anna vinderen af Årets Heltinde i Hovedstaden 2022.

Fakta om Årets Ejerleder 2022

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 19. gang. Årets tema er talent og tillid.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 17. november 2022 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af regionsvinderen fra 2021 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og flere erhvervsprofiler. 

Tidligere landsvindere

Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Contact us

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tel: 5133 2378

Christian Corell

PR Senior Associate, PwC Denmark

Tel: 2829 3858

Flemming Eghoff

Partner, PwC Denmark

Tel: 3945 3175

Følg PwC