Michael Thomsen, Ejnar Flensborg, Kristian Baatrup, Michael Stærk og Gitte Lysehøj fra Skel.dk har netop modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder på Sjælland ved Årets Ejerleder 2022. De fem ejerledere får prisen for at have bevist, hvordan man med et stort fokus på tillid, udvikling og relationer kan gøre en forskel og opnå konkurrencemæssige fordele. Ejerlederne fik overrakt prisen af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved kåringen i PwC’s lokaler i Ringsted.
I forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2022 overrækkes for sjette gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, talent og tillid. Prisen går i år til Michael Thomsen, Ejnar Flensborg, Kristian Baatrup, Michael Stærk og Gitte Lysehøj fra landinspektørvirksomheden Skel.dk, som bl.a. arbejder med landmåling, laserscanning og lokalplanlægning med direktør Michael Thomsen i front.
”Temaprisen går til de fem ambitiøse ejerledere, der står i spidsen for Skel.dk. Ejerlederne har formået at gøre Skel.dk til en særlig attraktiv arbejdsplads, som de dygtigste talenter vil være en del af. I flere år har ejerlederne specifik arbejdet med tillid, udvikling, tiltrækning, fastholdelse og trivsel, og deres store medarbejderfokus har i den grad båret frugt,” udtaler Lars Vagner, director i PwC i Ringsted, og fortsætter:
“Skel.dk har en særdeles lav medarbejderomsætning, hvilket vidner om, at ejerlederne har skabt en virksomhed og et miljø, som medarbejderne er glade for at være en del af. Det er medarbejdernes trivsel og gode kundepleje, som har været med til at drive virksomhedens vækst.”
Over en 5-årig peride fra 2017 til 2021 er virksomheden gået fra 43 til 64 medarbejdere, og medarbejdervæksten er fortsat i 2022. I år har Skel.dk bl.a. ansat 7 af 10 nyuddannede landinspektører fra Københavns Universitet.
”Skel.dk er over 10 år vokset fra 23 til cirka 90 medarbejdere, og i den periode er blot under 10 medarbejdere stoppet. Det er anerkendelsesværdig og imponerende at se, hvordan ejerlederne har formået at tiltrække de bedste talenter, men også hvordan de kan fastholde deres medarbejdere,” siger Lene Qvist, regionsdirektør i Nykredit i Region Sjælland.
Hos Dansk Erhverv er direktør for markeder, Gitte Lillelund Bech, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2022 i Region Sjælland er de fem ejerledere Michael Thomsen, Ejnar Flensborg, Kristian Baatrup, Michael Stærk og Gitte Lysehøj:
”Ejerlederne arbejder med nøje udviklede onboarding-programmer for alle nyansatte og har derudover 20 mentorer tilknyttet de nye medarbejdere for at hjælpe dem godt i gang. Det er meget vigtigt for de fem ejerledere, at de nye medarbejdere bliver integreret i virksomhedens kultur. Derudover har de en række medarbejderarrangementer hver år og faciliterer, at medarbejderne også mødes privat uden for arbejdstiden,” udtaler Gitte Lillelund Bech.
Vinderen af Årets Ejerleder 2022 i Region Sjælland blev Niels Holme Larsen fra Nihola ApS. Han vinder prisen som Årets Ejerleder 2022 i Sjælland for at være en ejerleder, som uden at gå på kompromis med kvalitet og design har skabt en succesfuld virksomhed med gode værdier og unikke produkter, som både er samlet og produceret i Danmark.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 19. gang. Årets tema er talent og tillid.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 17. november 2022 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af regionsvinderen fra 2021 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og flere erhvervsprofiler.
Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).