Lars Jensen fra Eltronic Group A/S vinder prisen som Årets Ejerleder 2022 i Sydjylland. For 23 år siden etablerede ejerlederen, Lars Jensen, Eltronic Group, som har været igennem en særdeles imponerende udvikling. I dag står han i spidsen for en succesfuld og international milliardkoncern med mere end 1.100 medarbejdere. Prisen fik han overrakt ved en velbesøgt kåring i PwC’s lokaler i Vejle.
Lars Jensen er ejerlederen bag Eltronic Group A/S, der netop har vundet prisen som Årets Ejerleder 2022 i Sydjylland. Hedensted-koncernen udvikler og leverer løsninger indenfor automatisering og digitalisering, bl.a. produkter og delkomponenter til vindindustrien. Han vinder prisen som Årets Ejerleder 2022 i Sydjylland for have opbygget en milliardkoncern fra bunden uden kunder eller nogen garantier for succes.
“Lars har en helt speciel drivkraft og er en sand iværksætter. Han har over en lang årrække vist, hvor dygtig en ejerleder han er, og har skabt en succesfuld virksomhed, der over de seneste tre år har haft en vækst på hele 100 %. Det er imponerende og fortjener i den grad anerkendelse,” fortæller Palle H. Jensen, partner i PwC i Esbjerg.
I dag står Lars Jensen i spidsen for en virksomhed med over 1.100 medarbejder og en virksomhed, der omsætter for mere end 1 mia. kr. Ejerlederens arbejdsomhed, evne til at træffe svære bestluninger og være en lederfigur for sine medarbejdere har alt sammen været med til at muliggøre Eltronic Groups flotte udvikling.
”Selvom Eltronic Group er vokset markant de seneste år, har Lars også været fuldt dedikeret til sine medarbejdere. Han er en ejerleder, som altid støtter sine medarbejdere, og når der er modvind i virksomheden, går Lars forrest. Han er til inspiration og en rollemodel, både for medarbejderne i Eltronic Group, men også for andre ejerledere,” forklarer Palle H. Jensen.
Det er ikke kun Eltronic Groups omsætning, der er vokset markant de seneste tre år. Også medarbejderantallet er steget. I øjeblikket stiger antallet af medarbejdere mellem 10-30 % årligt, og i den forbindelse har det været vigtigt for Lars Jensen at holde fast i virksomhedens kultur og værdier om ordentlighed, vedholdenhed og ansvarlighed.
”Lars Jensen er en ekstraordinær ejerleder, som har skabt impornerende resultater. Ejerlederen er særlig dygtig til at sammensætte de rigtige kompetencer og teams samt sikre en optimal struktur i koncernen. Derudover har Lars Jensen også et stort fokus på samarbejde, kultur og trivsel, som er afgørende for at opnå succes,” fortæller Torben Rafn, viceregionsdirektør i Nykredit i Region Syddanmark.
Hos Dansk Erhverv er man heller ikke i tvivl om, at Lars Jensen er den rette vinder af Årets Ejerleder 2022 i Sydjylland:
”Lars Jensen går forrest, når det går mindre godt og tager et skridt tilbage, når det går godt. Han mener nemlig ikke, det er hans fortjeneste, når det går godt, men at det derimod er medarbejdernes fortjeneste. Lars Jensen forstår og anerkender værdien af sine medarbejdere og er en fortjent vinder af Årets Ejerleder 2022 i Sydjylland,” siger Gitte Lillelund Bech, direktør for markeder i Dansk Erhverv.
Lars Jensen etablerede Eltronic Group i år 2000. Under Lars’ ledelse har virksomheden udviklet sig til en stor koncern med mere end 1.100 medarbejdere og med aktiviteter i Europa, Asien og USA. Eltronic Group leverer i dag løsninger indenfor automatisering og digitalisering. Virksomheden står særligt stærkt med viden og kompetencer indenfor vindindustrien og fremtidens energiløsninger i form af power-to-x.
Dyrehandelsvirksomheden, Eldorado A/S, blev etableret af ejerleder Per Lausens forældre, Børge og Birgit Lausen, som åbnede den første butik i Haderslev i 1963. Udviklingen gik hurtigt, og efter få år havde ægteparret flere butikker, men allerede i 1980 frasolgte de deres detailbutikker for udelukkende at fokusere på grossistforretningen. I 2008 overtog Per familievirksomheden efter at have samlet erfaring i erhvervslivet. I dag står ejerlederen i spidsen for en succesfuld engrosvirksomhed med en omsætning på over 400 mio. kr.
Danepork, oprindeligt Slagtergården St. Lihme, er et slagteri, som blev grundlagt i 1989. Blot tre år senere overtog Leo Grønvall en andel af gården og har sidenhen udviklet Danepork fra at være et lokalt slagteri til nu at være et slagteri, som beskæftiger ca. 185 medarbejdere og eksporterer til både Asien, USA og Europa. Leo har bygget virksomheden op fra familiens egen gård og står i dag med en virksomhed, der er på vej mod en omsætning på 1 mia. kr. i 2022.
Vinderen af Årets Helt i Sydjylland går til Kurt Skov fra Blue Water Shipping. Udover at være en dygtig og gavmild forretningsmand er Kurt Skov en sportsglad ildsjæl og sand foregangsmand. Han har gjort en mærkbar forskel gennem sit store lokale engagement og mangeårige sponsorater indenfor bl.a. cykling, ishockey, håndbold og fodbold samt ikke mindst ved at sikre mange danske arbejdspladser via fondsejerskabet. Derfor er han vinderen af Årets Helt i Sydjylland 2022.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 19. gang. Årets tema er talent og tillid.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 17. november 2022 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af regionsvinderen fra 2021 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og flere erhvervsprofiler.
Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).