Henrik Danevig-Anker fra Gibotech A/S har netop modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder på Fyn ved Årets Ejerleder 2022. Henrik Danevig-Anker får prisen for at have skabt en førende virksomhed inden for robot- og automationsløsninger med en tillidsfuld kultur som fundament for succes. Ejerlederen fik overrakt prisen af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved kåringen i Munkebjerg Business Park i Odense.
I forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2022 overrækkes for sjette gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, talent og tillid. Prisen går i år til Henrik Danevig-Anker fra Odense-virksomheden Gibotech, som udvikler, installerer og servicerer højteknologiske automations-, robot- og maskinanlæg. Gibotech har i de seneste år opnået en førende international position inden for automatisering af processer på hospitaler.
”Temaprisen går til Henrik, der har skabt en succesfuld og attraktiv virksomhed med høje ambitioner og fokus på talent, udvikling af kompetente medarbejdere og unik teknologi. Gibotech tiltrækker talenter fra både ind- og udland, hvilket er med til til at positionere Odense som et internationalt anerkendt hub for robotteknologi og automationsløsninger,” udtaler Claus Damhave, partner i PwC i Odense, og fortsætter:
“I Gibotech er tilliden mellem ledelsen og medarbejderne selve fundamentet for at udvikle virksomheden, der virkelig har taget fart de seneste år Som ejerleder har Henrik tiltro til, at medarbejderne formår at varetage komplekse ansvarsområder. Derudover gør Henrik med sit engagement i folkeskolen og på gymnasierne en ekstraordinær indsats for at vække børn og unges interesse for iværksætteri, og hvordan hverdagen er i en robotvirksomhed. Henrik mestrer både at tiltrække og fastholde talenter i en tid, hvor der er stor efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft.”
Gennem et fremsynet ejerskab står Henrik Danevig-Anker i spidsen for at skabe forudsætningerne for Gibotechs eksponentielle vækst, hvilket kun har været muligt i kraft af engagerede medarbejdere og et ambitiøst fokus på at positionere Gibotech som en attraktiv arbejdsplads. Med nøje udvalgte talenter og et internt efteruddannelsesprogram sikrer Henrik Danevig-Anker, at medarbejderne har kompetencerne til at skabe innovative løsninger, der bl.a. bruges af hospitaler.
”Henrik Danevig-Anker formår at sætte medarbejderne i centrum og gøre deres kompetencer til en del af drivkraften for at positionere ikke bare Odense som fundament for robotteknologi, men også Danmark som verdensførende inden for innovativ teknologi. Henrik Danevig-Anker og medarbejderne i Gibotech kan være stolte af at løse nogle af de mest komplekse udfordringer i bl.a. vores sundhedsvæsen, og det er derfor fuldt fortjent, at Henrik er dette års Temaprisvinder på Fyn,” siger Lars Holm, centerdirektør i Nykredit i Odense.
Hos Dansk Erhverv er direktør for markeder, Gitte Lillelund Bech, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2022 på Fyn er Henrik Danevig-Anker:
”At drive en virksomhed i vækst kræver mere end at have fokus på omsætningen. Henrik Danevig-Anker har et aktivt fokus på at gøre talent og tillid til en del af Gibotechs DNA. Det sikrer et robust fundament for en succesfuld virksomhed og en attraktiv arbejdsplads for både de nuværende og fremtidige medarbejdere,” udtaler Gitte Lillelund Bech.
Vinderen af Årets Ejerleder 2022 på Fyn blev Torben Viby og Carsten Golles Lauersen fra AM Tooling A/S. De to ejerledere vinder sammen prisen som Årets Ejerleder 2022 på Fyn for at være to ejerledere, som gennem handlekraft og ambitiøse visioner på få år har femdoblet omsætningen og skabt en virksomhed med en stærk og moderne kultur.
Vinderen af Årets Helt på Fyn 2022 går til Carl Aage Jensen fra C.C. Jensen. Carl Aage Jensen har gjort en stor forskel både lokalt i Svendborg, men også nationalt. Han støtter op om alt fra sport og kultur til erhvervsliv og maritime aktiviteter. Han er derudover også initiativtager bag Hospice Sydfyn og har en stor andel i etableringen af en ny multiarena i Svendborg. Udover Carl Aage Jensen har opbygget en stor succesfuld virksomhed, er han nede på jorden, ydmyg og gavmild. Derfor er han vinderen af Årets Helt på Fyn 2022.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 19. gang. Årets tema er talent og tillid.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 17. november 2022 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af regionsvinderen fra 2021 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og flere erhvervsprofiler.
Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).