Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2023 på Sjælland.
”De tre udvalgte finalister repræsenterer hver især ejerledere, der har skabt bemærkelsesværdige succeshistorier. De går forrest og fungerer som rollemodeller til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker vores finalister på Sjælland et stort tillykke og ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Lars Vagner, partner i PwC i Ringsted.
Nykredit har stor viden om de mange ejerledere, da de udgør en central del af bankens kunder. Lene Qvist, regionsdirektør hos Nykredit på Sjælland, understreger, hvor vigtige ejerlederne er for det danske samfund i forhold til at skabe arbejdspladser, vækst og en grønnere fremtid:
“Ejerlederne er med til at skabe vækst og nye arbejdspladser, og det gælder ikke bare lokalt, men i hele landet. I Nykredit er det vigtigt for os at tage et samfundsansvar, og som foreningsejet bank ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling af vores samfund. Derfor vil vi med Årets Ejerleder gerne være med til at hylde de ejerledere, som ikke alene spiller en vigtig rolle ved at skabe vækst og udvikling med deres virksomheder, men som også gør en stor forskel ved at bidrage til en mere bæredygtig fremtid.”
Ejerlederne udgør en særlig vigtig rolle, når det kommer til at fremme den grønne omstilling og sikre en mere bæredygtig fremtid. Derfor sætter vi i årets temapris fokus på, hvad ejerlederne aktivt gør for at gentænke og fremtidssikre deres virksomhed i forhold til miljø og klima.
“Ejerledernes fokus på den grønne transformationsrejse er med til at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver lederskab, mod og vilje at investere i nye teknologier og innovative idéer, som kan sikre en grønnere fremtid. Det gør ejerlederne, og det fortjener de anerkendelse for,” udtaler Lars Vagner, partner i PwC i Ringsted.
Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv, understreger betydningen af årets tema i forhold til ejerledernes evne til at drive den grønne omstilling samtidig med at skabe vækst:
“Omverdenen stiller højere og højere krav om, at virksomheder agerer ansvarligt og bidrager til en mere bæredygtig fremtid. Det kræver en grøn transformation, bæredygtige investeringer og mere innovation, og netop det bliver vigtigt for virksomhedernes evne til at skabe vækst i fremtiden. Det ansvar oplever vi, at stadig flere og flere virksomheder og ejerledere tager på sig, ikke mindst de finalister, som er i spil til Årets Ejerleder 2023.”
Melitek blev grundlagt i 1979 af Jesper og Kim Laursens far. De to brødre blev i 1990'erne en del af Melitek, som producerer plastgranulat til den globale medicoindustri. Jesper og Kim har oplevet både op- og nedture. De ved, hvordan det er at være presset til det yderste og herfra få foretaget en turn-around og opbygget en særdeles succesfuld virksomhed. Det er netop, hvad de to ejerledere har gjort. De seneste år har Melitek præsenteret ekstraordinære resultater med trecifrede vækstrater. De har udviklet en stabil og balanceret virksomhed, der leverer solide resultater år efter år.
For de to ejerledere er tillid et nøgleord. Hele organisationen er opbygget på tillid - tillid til medarbejdere, til kunder og til hinanden som brødre. Jesper og Kim er også meget ambitiøse. De stræber efter resultater og efter, at det nye år skal være bedre end det forgangne år. De er nærværende, gode til at lytte, og så udgør de to brødre en hel central del af virksomhedens kultur.
John Sashi Nielsen grundlagde produktionsvirksomheden J.N. Meat International i 1980, som sælger og producerer kvalitetskød. Ved opstarten hed virksomheden John Nielsen, og ejerlederen kom efter det første halve år ud med et underskud på DKK 32.000. Underskuddet medførte, at banken halverede sin kredit til John. Ejerlederen smøgede herefter ærmerne op, der blev udarbejdet kalkuler og sikret en rentabel drift og overskud, hvilket har været en del af virksomhedens fundament siden.
Fra opstarten i 1980 har John fået skabt en utrolig virksomhed, der hvert eneste år har leveret overskud. Der er skabt arbejdspladser og eksport, og der bliver aldrig gået på kompromis med kvaliteten. John har vundet tre titler som verdensmester med virksomhedens sashi-kød.
Det sociale aspekt er afgørende for John. Han ser sig selv som en kulturbærer og lægger vægt på teamwork. Det afspejles tydeligt ved, at den første medarbejder, som John ansatte, stadig er en del af holdet i dag. Ejerlederen har udarbejdet en klar vision for virksomhedens fremtidige drift, der både inkluderer organisk vækst og vækst via opkøb, og det lover for en lys fremtid for John og J.N. Meat International.
Per Otto Winther, som er uddannet kok, startede med at etablere sin egen autolakeringsvirksomhed, hvor han ansatte en god ven, men Per havde ikke nok arbejde til ham. Efter at Per i lokalavisen så, at kommunen skulle have nye skraldespande, stillede han sig selv spørgsmålet: "Hvem skal sætte dem op?". Han tog herefter op til den lokale kommune for at byde på opgaven med opstilling af skraldespande.
Opgaven var tildelt en anden leverandør, som Per så kontaktede. Leverandøren kunne godt bruge Pers arbejdskraft. Det blev startskuddet til PHP Service, som monterer, leverer og vedligeholder affaldsbeholdere. I dag er Per 100 % ejer af PHP Service og kun passiv deltager i autolakeringsvirksomheden. På få år har Per udviklet en succesfuld og stabil virksomhed, der har leveret imponerende vækst med flotte tal på top- og bundlinje, og som nu er markedsleder.
Som ejerleder er Pers største fokus og passion at udvikle mennesker og skabe gode relationer til de ansatte. Han sætter en stor ære i at gå forrest, særligt på sine medarbejderes vegne. Per går forrest ved at udvikle tætte relationer til alle og behandle folk, som han selv vil behandles. Han er en sympatisk ejerleder, som efter hårdt arbejde har opnået ekstraordinær succes.
Den 9. november 2023 kl. 16:30-18:15, PwC, Eventyrvej 16, 4100 Ringsted.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 20. gang. Årets tema er ejerledernes grønne transformation.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 16. november 2023 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af regionsvinderen fra 2022 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og en erhvervsprofil.
9. november 2023
16. november 2023, Hellerup