Familierne Tøpholm og Westermann modtager Årets Hæderspris 2024

  • 14/11/24

Årets Hæderspris 2024 går til familierne Tøpholm og Westermann, der grundlagde Widex, som i dag er den globale høreapparatproducent WS Audiology. De modtager prisen i forbindelse med Årets Ejerleder 2024. Det er ottende gang, at PwC sammen med Nykredit og Dansk Erhverv uddeler Hædersprisen.

De to ejerledede familiers historie går tilbage til 1956, hvor Erik Westermann og Christian Tøpholm grundlagde Widex. Virksomheden, der i 2019 fusionerede med tyske Sivantos og blev til WS Audiology, er i dag en global høreapparatproducent med hovedsæde i Danmark og 45 kontorer globalt, der beskæftiger mere end 12.500 ansatte.

“Hædersprisen går i år til to ganske særlige ejerlederfamilier som anerkendelse af deres enestående resultater gennem en lang årrække, der gør dem til et forbillede for ejerledere i dansk erhvervsliv og samfundet generelt,” siger Ulrik Ræbild, partner og ansvarlig for Årets Ejerleder i PwC, og fortsætter:

WS Audiology har i år foretaget et generationsskifte på næstformandsposten i bestyrelsen, hvor Adam Westermann har overtaget efter Jan Tøpholm. Efter Jan Tøpholm er fratrådt er Tøpholm-familien nu repræsenteret i bestyrelsen ved Julian Tøpholm:

“I året for dette generationsskifte, er det særligt passende at hædre den indsats, som de tidligere og nuværende generationer har lagt i at bygge og udvikle virksomheden. Juryen ser med stor anerkendelse på det solide fundament, der er skabt, og ønsker samtidig at kvittere for, at virksomheden er klar til at overdrage stafetten til den næste generation,” fortæller Ulrik Ræbild. 

Samme familier gennem årtier

Gennem årtier og flere generationer har sammenholdet mellem de to familier og deres indsats haft en afgørende betydning for, at virksomheden i dag er verdens tredjestørste høreapparatproducent. Rejsen har ikke været uden modstand, men de to ejerlederfamilier har fortsat med at vise mod gennem årene. De har navigeret virksomheden gennem skiftende markedsvilkår, teknologiske omvæltninger og økonomiske kriser, alt imens de har holdt fast i deres værdier og visioner. 

“Et særligt modigt træk var deres beslutning om at fusionere med den kapitalfondsejede konkurrent Sivantos. Denne beslutning gav virksomheden den styrke, som den havde brug for, til at kunne fortsætte sin vækst. Ejerlederfamiliernes mod til at løbe risici, træffe svære beslutninger og fastholde en langsigtet strategi har været afgørende for virksomhedens succes og cementeret dens position som en markant aktør i erhvervslivet,” fortæller Henrik Rasmussen, regionsdirektør i Nykredit.

Hos Dansk Erhverv ser man også stor grund til at fejre den nykårede Hædersprismodtager 2024.

“Hædersprisen er ikke kun en hyldest til de resultater, der allerede er opnået, men også en anerkendelse af virksomhedens parathed og mod til at tage hul på et nyt kapitel, hvor den fortsat vil være et forbillede for dansk erhvervsliv og samfundet som helhed,” siger Natasha Brandt, direktør i Dansk Erhverv.

Om Hædersprisen

For ottende år i uddeler Landsjuryen for Årets Ejerleder (PwC, Nykredit, Dansk Erhverv, Årets Ejerleder 2023) en særlig Hæderspris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder, hvor vi anerkender og hædrer en ejerleder i Danmark, som gennem en årrække har ydet en enestående indsats. Hædersprisen går således til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv:

  • Besidder modet til at træffe beslutninger i en omskiftelig verden
  • Har ambitionerne og viljen til hele tiden at sætte nye og højere mål og samtidig ”drivet” og evnerne til at indfri disse
  • Er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.

Kort fortalt, så er modtageren en evig kilde til inspiration for såvel nuværende som næste generation af ejerledere.

Tidligere Hædersprismodtagere

Thomas Kirk Kristiansen fra LEGO Group (2023), Torben Østergaard-Nielsen, ejerleder i United Shipping & Trading Company A/S (USTC) (2022), Anders Holch Povlsen, Bestseller (2021), (2020 var særår grundet COVID-19, hvorfor prisen ikke blev uddelt her), Lars Kann-Rasmussen, VKR Gruppen (2019), Jørgen Mads Clausen, Danfoss A/S (2018), Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for fondene A.P. Møllers familiefond og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (2017) og Købmand Lars Larsen (2016).

Kontakt

For yderligere information kontakt pressechef i PwC Malene Billund på mobil 5133 2378 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller mediechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på 3374 6688.

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, Hellerup, PwC Denmark

5133 2378

E-mail

Christian Corell

PR Senior Associate, PwC Denmark

2829 3858

E-mail

Følg PwC