Tre finalister i Hovedstaden udvalgt til Årets Ejerleder 2024

  • 21/10/24

Den 28. oktober afholder PwC Årets Ejerleder 2024 i Hovedstaden for 21. gang i samarbejde med Nykredit og Dansk Erhverv. Prisen går til en ejerleder, der som frontfigur har skabt en ekstraordinær succeshistorie til inspiration for andre ejerledede virksomheder.

Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2024 i Hovedstaden.

Finalisterne er:

Berit  Willumsgaard og Søren Rasmussen fra Albatros Travel A/S (København)

Søren Rasmussen og Berit  Willumsgaard har sammen opbygget Albatros Travel til en markedsledende rejsevirksomhed inden for rundrejser til destinationer over hele verden. Søren har med sin karismatiske og uformelle ledelsesstil været drivkraften bag udviklingen af unikke rejseoplevelser og nye destinationer, mens Berit har sikret en stabil og effektiv drift. Søren finder ofte selv inspiration ude i verden, hvilket har været med til at skabe autentiske og mindeværdige rejser for deres gæster.

Under Søren og Berits ledelse har Albatros Travel formået at kombinere innovation med teknologisk udvikling, herunder automatisering af deres booking- og selvbetjeningssystemer, som sikrer en bedre oplevelse for både kunder og rejseledere. Virksomheden har investeret i egne safari-camps i Afrika og ekspeditionsskibe til polaregnene, hvilket sikrer kvaliteten af rejserne og giver mulighed for at skabe unikke oplevelser for gæsterne. Trods udfordringer i rejsebranchen har Albatros formået at komme styrket ud på den anden side, og deres fokus på hurtig omstilling og nytænkning har været en afgørende faktor i deres succes.

Carsten Haagen Nielsen fra Minerva Imaging ApS (Ølstykke)

Minerva Imaging er en forskningsbaseret virksomhed, der anvender avancerede modeller og molekylær billeddannelse til udvikling af nye lægemidler. Carsten Haagen Nielsen har på kort tid skabt en virksomhed, der er ved at etablere sig som en global frontløber inden for sit felt. Med en baggrund i biomedical engineering og erfaring som forsker på både Stanford University og Københavns Universitet, har Carsten kombineret sin videnskabelige indsigt med dygtigt lederskab og en stærk organisation.

Carsten er kendt for sin synlige ledelsesstil og fortsatte engagement i forskningsprojekterne, hvor han trækker på sin dybe faglige viden. Han understreger vigtigheden af at omgive sig med dygtige kolleger, der kan komplementere hans egen ekspertise og styrke virksomhedens udvikling. Hans vision er at gøre Minerva Imaging til en førende aktør inden for kræftforskning, og selv med de nuværende store resultater har han ambitioner om yderligere vækst og innovation, så virksomheden kan gøre en endnu større forskel i udviklingen af medicinske behandlinger.

Søren Tscherning fra Tscherning Holding A/S (Hedehusene)

Søren Tscherning er 2. generations ejerleder af Tscherning Holding A/S, som blev grundlagt af hans far, Georg Tscherning, i 1975. Fra en enkelt gravemaskine har virksomheden udviklet sig til en af Danmarks mest anerkendte aktører inden for nedrivning, anlægsprojekter og miljøopgaver. Siden Søren trådte til som administrerende direktør i 1997, har han kontinuerligt udvidet virksomhedens aktiviteter og styrket dens position i branchen.

Med et særligt fokus på miljø og bæredygtige løsninger har Søren sikret, at Tscherning er blandt de førende inden for nye teknologier og krav i branchen. Virksomheden er kendt for at levere projekter med høj kvalitet og et stærkt fokus på arbejdsmiljø og klimabelastning. Søren er en visionær og inkluderende leder, der arbejder målrettet for at sikre virksomhedens fortsatte udvikling og grønne omstilling. Han ser det som sin mission at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til alle, og hvor fællesskab og bæredygtighed går hånd i hånd.

Ejerlederne gør en forskel

”De tre finalister står som stærke eksempler på ejerledere, der har skabt bemærkelsesværdige resultater og formået at udvikle deres virksomheder gennem en klar vision og dedikation. De inspirerer og fungerer som rollemodeller for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker vores finalister i Hovedstaden et stort tillykke og ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup.

Nykredit har et godt kendskab til de mange ejerledere, da de udgør en væsentlig del af bankens kunder. Mikael Storm Andersen, regionsdirektør i København, fremhæver, hvor essentielle ejerlederne er for at skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i det danske samfund:

“Ejerlederne spiller en afgørende rolle i at sikre fortsat vækst og innovation i det danske erhvervsliv. Gennem deres engagement og lederskab skaber de ikke blot arbejdspladser, men også langsigtede løsninger, som bidrager til en sundere økonomi. Vi er stolte af at hylde dem for deres betydelige indsats.”

Også Dansk Erhverv understreger betydningen af ejerlederne for dansk erhvervsliv og udviklingen i det danske samfund:

"De tre finalister repræsenterer det bedste inden for dansk ejerledelse. Deres evne til at navigere i et konkurrencepræget marked og skabe vækst og udvikling gør dem til forbilleder for andre virksomheder. De bidrager ikke blot til økonomisk vækst, men også til at styrke det danske erhvervslivs robusthed og konkurrenceevne og dermed sikre vores velstand og velfærd. Ejerledede virksomheder er samtidig en afgørende del af den regionale erhvervsudvikling,” siger Natasha Brandt, direktør i Dansk Erhverv.

Årets Temapris - Ejerledernes digitale transformation

Ejerlederne spiller en særlig vigtig rolle, når det handler om at drive den digitale transformation og sikre deres virksomheders fremtidige konkurrenceevne. Derfor sætter vi i årets temapris fokus på, hvordan ejerlederne aktivt gentænker og fremtidssikrer deres virksomheder ved at udnytte nye teknologier som digitalisering og kunstig intelligens.

“Ejerlederne viser, hvordan det rette lederskab kan være nøglen til at gennemføre en digital transformation, der styrker deres virksomhed i en teknologisk fremtid. Med mod og nytænkning har de investeret i digitale løsninger som kunstig intelligens og automatisering, hvilket har effektiviseret deres forretningsmodel og sikret deres fortsatte vækst,” udtaler Lars Vagner, partner i PwC i Ringsted, og henviser til kåringen af Årets Temapris.

Temaprisen uddeles til en ejerleder, der har udmærket sig inden for digital transformation, herunder optimering af it-systemer, integration af kunstig intelligens og udvikling af digitale forretningsmodeller.

Praktisk info

Kontakt

For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Christian Corell på mobil 2829 3858 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller pressechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på 3374 6688.

Tid og sted for Årets Ejerleder i Hovedstaden

Den 28. oktober 2024 kl. 16:30-18:10, Langelinie Pavillonen, Langelinie 10, 2100 København Ø.

Fakta om Årets Ejerleder 2024

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 21. gang. Årets tema er ejerledernes grønne transformation.

De syv regionale vindere går videre til Landskåringen, som finder sted den 14. november 2024 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af regionsvinderen fra 2023 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og en erhvervsprofil.

Tidligere landsvindere

Mikkel Grene fra Søstrene Grene ApS (2023, Layland Barker fra Titan Containers A/S (2022), Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Årets Ejerleder i Hovedstaden

28. oktober 2024, København

Landskåringen

14. november 2024, Hellerup

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, Hellerup, PwC Denmark

5133 2378

E-mail

Christian Corell

PR Senior Associate, PwC Denmark

2829 3858

E-mail

Følg PwC