Tre finalister på Fyn udvalgt til Årets Ejerleder 2024

  • 22/10/24

Den 29. oktober afholder PwC Årets Ejerleder 2024 på Fyn for 21. gang i samarbejde med Nykredit og Dansk Erhverv. Prisen går til en ejerleder, der som frontfigur har skabt en ekstraordinær succeshistorie til inspiration for andre ejerledede virksomheder.

Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2024 på Fyn.

Finalisterne er:

Johnny Albertsen og Henning Jørgensen fra Rosborg Food Holding A/S (Odense)

Johnny Albertsen og Henning Jørgensen har siden 2013 ejet størstedelen af Rosborg Foods, hvor de har formået at omdanne virksomheden fra et traditionelt gartneri til en moderne fødevareproducent. Da de overtog virksomheden, var den præget af stor gæld, men med et stærkt samarbejde og tro på potentialet har de skabt en succesfuld fødevarevirksomhed. I dag er Rosborg Foods kendt for produktion af økologiske krydderurter og har udviklet sig fra et gartneri til en fødevareproducent med fokus på sunde produkter.

Johnny, som administrerende direktør, og Henning, som produktionsdirektør, lægger stor vægt på en stærk og inkluderende virksomhedskultur. Deres medarbejdere ejer andele af virksomheden, hvilket sikrer engagement og fællesskab i organisationen.

Rosborg Foods er innovative og søger konstant at udnytte teknologiens muligheder, blandt andet med planer om hybrid vertikal produktion og brug af droneteknologi til overvågning af planterne. Johnny og Henning har altid haft et stærkt fokus på digitalisering og automatisering, hvilket har positioneret virksomheden som en frontløber i branchen. De har formået at kombinere det bedste fra tre verdener: hightech-væksthuse, vertical farming og friland. Resultatet er fremtidens fødevaresystem. Deres ambitioner og evne til at tage chancer gør dem til forbilleder for moderne ejerledelse.

Rasmus Bjørch Nielsen og Mathias Bjørch Nielsen fra Nimara ApS (Odense)

Rasmus og Mathias Bjørch Nielsen har på ni år bygget Nimara ApS til en international møbelvirksomhed, der opererer i flere europæiske lande. Brødrene voksede op i en familie præget af virksomhedsejerskab, men valgte at gå deres egne veje og opbygge en forretning fra bunden. Med en iværksættertilgang og en vilje til at skabe deres eget navn har de udviklet Nimara til en succesfuld virksomhed med en tocifret millionindtjening.

Deres ledelsesstil er præget af et fladt hierarki og stor tillid til medarbejderne, hvilket giver rum til hurtige beslutninger og ansvarsfølelse i hele organisationen. Rasmus og Mathias har opbygget et ungt team, der arbejder dedikeret, og de er kendt for deres datadrevne tilgang til indkøb og salg. De bruger salgsstatistikker og AI til at forudsige efterspørgsel og overvåge konkurrenternes priser, hvilket sikrer dem en konkurrencemæssig fordel.

Med base i Odense og et fokus på kvalitet og hurtig levering har virksomheden udvidet til markeder som Tyskland, Østrig, Sverige, Holland, Polen og Frankrig. Brødrene er fast besluttede på at fortsætte deres vækstrejse og gøre Nimara til Danmarks største online møbelvirksomhed.

Ulrik Juul fra Titech Electric A/S (Odense)

Ulrik Juul grundlagde Titech Electric A/S i sin kælder i 1998 og har siden udviklet virksomheden til en førende leverandør af eltavler til erhvervslivet. Med sin baggrund som elektriker, stærkstrømsingeniør og elinstallatør samt en naturlig flair for salg, har han fokuseret på at skabe vækst gennem specialisering. Ulrik etablerede tidligt en professionel bestyrelse, hvilket har været afgørende for Titechs strategiske udvikling.

I de senere år er Tom Henriksen (driftsdirektør) og Jesper Steenstrup (kommerciel direktør) blevet en del af ejerkredsen, hvilket har styrket virksomhedens ledelse yderligere. Ulrik er kendt for sin evne til at uddelegere ansvar og skabe et stærkt team omkring sig, hvilket har givet virksomheden mulighed for at fokusere på digitalisering og vækst. Ansættelsen af nye nøglemedarbejdere har gjort det muligt for ham at dedikere mere tid til strategisk arbejde og udvikling af digitale løsninger. Ulrik er passioneret omkring data og innovation, hvilket blandt andet ses i udviklingen af en app til kundedesignede tavler.

Under hans ledelse har Titech oplevet markant vækst og udvidet deres kapacitet, især i Herning. Ulriks vision og evne til at tilpasse sig markedets behov har gjort Titech til en stærk spiller i en nichebranche. Hans fokus på automatisering og investering i nye teknologier sikrer, at virksomheden fortsætter med at være konkurrencedygtig og klar til fremtidige udfordringer.

Ejerlederne gør en forskel

”De tre finalister står som stærke eksempler på ejerledere, der har skabt bemærkelsesværdige resultater og formået at udvikle deres virksomheder gennem en klar vision og dedikation. De inspirerer og fungerer som rollemodeller for andre ejerledede virksomheder. Vi ønsker vores finalister på Fyn et stort tillykke og ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Claus Damhave, partner i PwC i Odense.

Nykredit har et godt kendskab til de mange ejerledere, da de udgør en væsentlig del af bankens kunder. Lars Holm, centerdirektør i Nykredit i Odense, fremhæver, hvor essentielle ejerlederne er for at skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i det danske samfund:

“Ejerlederne spiller en afgørende rolle i at sikre fortsat vækst og innovation i det danske erhvervsliv. Gennem deres engagement og lederskab skaber de ikke blot arbejdspladser, men også langsigtede løsninger, som bidrager til en sundere økonomi. Vi er stolte af at hylde dem for deres betydelige indsats.”

Også Dansk Erhverv understreger betydningen af ejerlederne for dansk erhvervsliv og udviklingen i det danske samfund:

"De tre finalister repræsenterer det bedste inden for dansk ejerledelse. Deres evne til at navigere i et konkurrencepræget marked og skabe vækst og udvikling gør dem til forbilleder for andre virksomheder. De bidrager ikke blot til økonomisk vækst, men også til at styrke det danske erhvervslivs robusthed og konkurrenceevne og dermed sikre vores velstand og velfærd. Ejerledede virksomheder er samtidig en afgørende del af den regionale erhvervsudvikling,” siger Natasha Brandt, direktør i Dansk Erhverv.

Årets Temapris - Ejerledernes digitale transformation

Ejerlederne spiller en særlig vigtig rolle, når det handler om at drive den digitale transformation og sikre deres virksomheders fremtidige konkurrenceevne. Derfor sætter vi i årets temapris fokus på, hvordan ejerlederne aktivt gentænker og fremtidssikrer deres virksomheder ved at udnytte nye teknologier som digitalisering og kunstig intelligens.

“Ejerlederne viser, hvordan det rette lederskab kan være nøglen til at gennemføre en digital transformation, der styrker deres virksomhed i en teknologisk fremtid. Med mod og nytænkning har de investeret i digitale løsninger som kunstig intelligens og automatisering, hvilket har effektiviseret deres forretningsmodel og sikret deres fortsatte vækst,” udtaler Claus Damhave, partner i PwC i Odense, og henviser til kåringen af Årets Temapris.

Temaprisen uddeles til en ejerleder, der har udmærket sig inden for digital transformation, herunder optimering af it-systemer, integration af kunstig intelligens og udvikling af digitale forretningsmodeller.

Praktisk info

Kontakt

For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Christian Corell på mobil 2829 3858 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller pressechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på 3374 6688.

Tid og sted for Årets Ejerleder på Fyn

Den 29. oktober 2024 kl. 16:30-18:10, 8-kanten, Munkebjergvænget 3, 5230 Odense M.

Fakta om Årets Ejerleder 2024

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 21. gang. Årets tema er ejerledernes grønne transformation.

De syv regionale vindere går videre til Landskåringen, som finder sted den 14. november 2024 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af regionsvinderen fra 2023 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og en erhvervsprofil.

Tidligere landsvindere

Mikkel Grene fra Søstrene Grene ApS (2023, Layland Barker fra Titan Containers A/S (2022), Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Årets Ejerleder på Fyn

29. oktober 2024, Odense

Landskåringen

14. november 2024, Hellerup

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, Hellerup, PwC Denmark

5133 2378

E-mail

Christian Corell

PR Senior Associate, PwC Denmark

2829 3858

E-mail

Følg PwC