Betalingsinfrastruktur under hastig teknologisk udvikling

“Et øget behov for at kunne afvikle betalinger hurtigere og billigere under den nuværende globale digitalisering har skabt en massiv efterspørgsel på realtidsafvikling, og der foregår i øjeblikket en intens kamp om at komme tættest på clearingen og håndtere den fulde betalingsproces med ekstra tillægsydelser,” siger Søren Skov Mogensen, Chief Growth Officer i Banking Circle.

Banking Circle har en enkel vision, som de har holdt fast i, siden de startede i 2013: En crossborder transaktion skal ikke tage fem dage, den skal tage fem minutter. Den skal ikke koste 50 euro, den skal koste 50 cent eller mindre.

I januar 2020 tog Søren Skov Mogensen posten som Chief Growth Officer for Banking Circle, et af de største betalingsinfrastrukturselskaber, der leverer talrige løsninger til den finansielle sektor. Søren Skov Mogensen havde fulgt Banking Circle tæt fra deres begyndelse, hvor selskabet var ejet af Saxo Bank. I 2018 blev Banking Circle opkøbt af EQT, og siden da har selskabet oplevet en kraftig vækst som følge af den øgede efterspørgsel efter betalinger, bl.a. på baggrund af COVID-19-pandemien, samt kundernes behov for at eksekvere betalinger hurtigere og bedre. Banking Circle processerede en betalingsvolumen i 2018 på ca. 60 milliarder euro, hvor de i 2022 processerede mere end 250 milliarder euro.

En del af forklaringen på Banking Circles væksthistorie skyldes desuden, at deres kunder inden for betalingsselskaber, såsom Stripe og PPRO, oplevede en eksplosiv vækst i årene med COVID-19-pandemien, hvilket afspejlede sig i store transaktionsvolumener håndteret af Banking Circle.

Banking Circle Group er et B2B økosystem, hvor hjertet består af banken, hvorfra der tilbydes konti, FX og håndtering af betalinger. Hertil består Banking Circle af interne og eksterne applikationer, der bl.a. understøtter kortudstedelse, lån, business payments, trade finance og buy-now-pay-later. Gennem ejeren, EQT, har Banking Circle de seneste år købt flere virksomheder, som tilbyder disse services, og koblet dem på økosystemet og infrastrukturen. Af opkøbte virksomheder kan nævnes Youlend, B4B Payments, SepaExpress og Biller.

På nuværende tidspunkt tilbyder Banking Circle primært deres produkter og services til kunder, der har en banklicens, men med købet af B4B Payments, er det nu også muligt for Banking Circle at tilbyde deres ydelser til kunder uden banklicens. Banking Circles produkter er grundlæggende de samme, men use cases blandt deres kunder kan variere. De strækker sig langt efter kunderne, og kan godt skræddersy særlige løsninger, fx i forhold til hvorvidt kunden ønsker at benytte SWIFT eller API som bankforbindelse.

Det er dog ikke kun banken og de dertilhørende services, der udgør Banking Circles forretningsidé. Missionen er at få adgang til at cleare og afvikle de største valutaer i verden på en moderne cloudbaseret platform med avanceret teknologi samt AML (Anti-Money Laundering), der bruger AI baseret på en solid data management. På nuværende tidspunkt supporterer Banking Circle 24 forskellige valutaer, herunder EUR og GBP, og de forventer at være live på USD i 2023. Disse tre valutaer (EUR/GBP/USD) udgjorde i 2021 ca. 80 % af det globale transaktionsflow. Banking Circles platform har til formål at begrænse antallet af korrespondentbanker og skabe mulighed for realtidsclearing og afvikling mellem fx EUR og USD, hvilket ifølge dem selv er unikt.

Banking Circle banken har hovedsæde i Luxembourg. Derudover har de et AML- og salgskontor i London, et salgskontor i München, mens udvikling foregår i København. Tilføjelsen af de øvrige selskaber har ligeledes medført tilstedeværelse i bl.a. Boston, Stamford og Amsterdam.

Betalingsinfrastrukturen er fragmenteret

Den danske betalingsinfrastruktur består af talrige netværk og systemer, der muliggør, at aktører kan udveksle betalinger med hinanden. Historisk har den enkelte bank i Danmark enten selv eller via bankcentralen stået for clearing og afvikling af betalinger, og afhængigt af betalingstypen har processen inkluderet flere korrespondentbanker samt Nationalbanken. Denne proces kan godt forsimples, mener Søren Skov Mogensen, der fortæller: “Det handler om at være tæt på clearingen og gøre sig det besvær at få direkte adgang til afvikling på de største valutaer i verden på en moderne platform, da dette vil forkorte processen markant og betyde, at kunden hurtigere og billigere kan afvikle betalinger.”

Selvom flere store globale banker tilbyder lignende services med mange valutaer, mener Søren Skov Mogensen, at de fleste bankers infrastruktur er fragmenteret:

“De fleste globale banker tilbyder mange valutaer på deres platform, men det er meget fragmenteret, og det er ikke usædvanligt, at de kan have mere end ti forskellige bankplatforme under sig med adskillige gamle legacy-systemer, der forsinker hele afvikling- og clearingprocessen.”

For at få afvikling og clearing til at foregå hurtigere og billigere, er det nødvendigt at skære mellemled væk og facilitere hele processen i én infrastruktur. Det er ifølge Søren Skov Mogensen netop det, Banking Circle har mulighed for: “Vi er på en modig mission, da vi skaber én cloud-baseret platform, der kan håndtere de største valutaer i verden med direkte integrationer og med de helt rigtige tech- og AML-løsninger. Derudover er det legacy frit og bygget til formålet, hvilket netop skaber realtidsafvikling, som er noget, man ellers kun kan drømme om i en moderne bank.”

Kamp om betalingsvolumen

Der foregår i øjeblikket en intens kamp om at vinde markedet for betalingsstrømmene, der hovedsageligt skabes af banker, virksomheder og forbrugere. I 2020 udgjorde den totale volumen af elektroniske betalinger globalt set hele 1.035 trillioner transaktioner, men grundlæggende kræver det tre produkter, udover en banklicens, at få en del af markedet, beskriver Søren Skov Mogensen: “Først og fremmest handler det om at kunne tilbyde kunderne mulighed for at gennemføre betalinger i flere valutaer, oprette virtuelle og fysiske konti samt håndtere FX ved cross-border betalinger”.

Disse produkter eksisterer på betalingsmarkedet, da de vigtigste kunder, som udgør betalingsvolumen, netop efterspørger disse.

Den enorme betalingsvolumen stammer bl.a. fra betalinger mellem bankerne, og Søren Skov Mogensen mener, at mange banker kan have brug for at forsimple deres betalingsflow og gøre dem mindre afhængige af andre banker:

“Selvom de fleste danske banker er tilsluttet bankcentraler, er det en fordel at koble sig til en større infrastruktur, da man på den måde ikke behøver gå gennem større konkurrerende banker for at få gennemført transaktioner. Hos os kan man bruge en helt uafhængig infrastruktur med en stærk netværkseffekt.”

Det er dog ikke kun interbankbetalinger, som udgør den totale mængde af globale betalinger, og Søren Skov Mogensen forklarer, hvordan deres kunder på nuværende tidspunkt primært er andre finansielle institutioner end bankerne: “Med afsæt i vores infrastruktur, servicerer vi betalingsselskaber, såsom Stripe, til at kunne flytte pengene til forhandlerens bankkonti, når betalingsinstruksen er modtaget af Stripe. Og det er ikke små summer, der overføres hvert år af betalingsselskaberne – i 2021 flyttede vi ca. 250 milliarder euro via vores platform.”

Betalinger er blevet commodity (“simpel” handelsvare)

Betalinger er blevet commoditised (kommercialiseret), da der ikke længere er en fremtrædende forskel på, hvordan betalingsudbyderne, såsom Banking Circle, håndterer dem. I et stærkt kommercielt marked er det derfor nødvendigt at skille sig ud i form af pris, effektivitet eller services: “Betalinger er et commodity og vil i øget grad blive commoditized, og Banking Circle driver faktisk denne commoditization. Når man har sin egen infrastruktur og clearing på en platform, der er skalerbar, er man med til at gøre betalinger til en commodity. Det handler derfor i høj grad om pris samt de tillægsydelser og services, man kan tilbyde på toppen af en velfungerende platform.”

Man vinder derfor ikke kampen om betalinger alene ved at kunne facilitere infrastrukturen i et betalingsflow, da markedet er kommercialiseret. I de senere år har vigtigheden af ekstra services spillet en stor rolle. Søren Skov Mogensen forklarer, hvordan deres økosystem, med banken i midten, supporterer mange forskellige kunders behov: “Vi hjælper for eksempel Alibaba med europæiske collections, hvilket har medført et setup bestående af ca. fem millioner virtuelle konti.”

Der er således efterspørgsel efter infrastrukturen såvel som tillægsydelser, hvis man skal kunne imødekomme kundernes behov. ’Fintech Rebundling’, kalder Søren Skov Mogensen den udvikling, der er sket de seneste år for betalingsudbyderne. Denne betegnelse dækker over en konsolidering af de bedste finansielle services associeret til betalinger, og det kan ske ved opkøb eller produktinnovation: “Banking Circle har allerede en stærk infrastruktur med vores bank i hjertet af økosystemet tæt på clearing, men for at konkurrere er det nødvendigt at tilføje services og applikationer på toppen, hvilket vi arbejder meget på”.

De fleste kunder, som efterspørger en hurtigere og mere effektiv clearing og afvikling af transaktioner, er også interesseret i at tilfredsstille andre dele af forretningens behov, såsom lån, kortudstedelse og trade finance. Dette har Banking Circle erfaret og taget handling på, fortæller Søren Skov Mogensen: “Vi tilbyder via vores egne selskaber services, der giver kunden mere end blot konto- og betalingshåndtering. Vi har med købet af B4B Payments sikret, at vi kan tilbyde flere services til virksomheder, uanset om de har bank-/betalingslicens. Det giver i sidste ende en perfekt fintech rebundling af de bedste services omkring vores kerne.”

Skalerbarhed og netværkseffekter

Der er høje adgangsbarrierer, hvis man ønsker at oprette sin egen betalingsinfrastruktur, men det er ikke umuligt, fortæller Søren Skov Mogensen: “Det er først og fremmest nødvendigt at have en banklicens og kunne integrere med de største banker i verden. Når du så har etableret dig, handler det om at få så mange kunder på platformen som muligt, og gøre det så hurtigt som muligt.”

Netværkseffekten er essentiel for at få en skalerbar platform, da flere kunder betyder færre mellemled og mere smidighed for settlement og clearing på tværs. Søren Skov Mogensen understreger:

“Det er så vigtigt at opnå netværkseffekten mellem kunderne, og vores ultimative mål er at få så mange på vores infrastruktur, at alt clearing i princippet vil kunne foregå på vores platform.” 

Ifølge Søren Skov Mogensen, findes der ikke nogen andre på markedet, som tilbyder kombinationen af bank, infrastruktur og tillægsydelser. “Vi ser, at ‘banking-as-a-service-virksomheder’ introduceres på markedet, men de supporterer ikke bredt. Vi har en fordel som first mover, der udgør en svær adgangsbarriere for andre.”

Det essentielle for at kunne tilbyde kunder billigere priser på at håndtere betalingsflowet er at have høje STP-rates (straight through processing) og en transparent prisstruktur: “Vi har pt. STP på ca. 99 % af flowet, og har derfor en meget skalerbar platform, hvilket gør det muligt at tilføje stor volumen uden de store udfordringer.”

Der er dog andre konkurrencemæssige parametre på markedet inden for betalinger, som påvirker betalingernes fundament og i sidste ende kan true Banking Circles nuværende forretningsmodel. Lanceringen af digitale valutaer samt øget brug af kryptovalutaer vil kunne påvirke det nuværende verdensbillede, som Banking Circle faciliterer. Søren Skov Mogensen ser blot disse som udfordringer og ikke trusler: “Valutaer er et instrument for nationer, og forestillingen om at de bliver decentraliseret, ser vi som usandsynligt, selvom der kan findes løsninger med brug af stable coins til at bevare kontrollen. Vi tror, at en stor del af valutaoverførsler i fremtiden forbliver i fiat-formen.”

Finansiel inklusion er et konkurrencemæssigt parameter, som Banking Circle har fokus på, og noget som Søren Skov Mogensen mener er en vigtig mærkesag: “Efter finanskrisen var banker på en mission for at minimere risici, hvilket betød at mange solide selskaber, som bankerne ikke kunne forstå compliance-mæssigt, blev efterladt. Banking Circle gør sig umage og prøver at forstå de nye fintech-selskaber og sætte sig ind i deres forretning for at tilbyde en løsning.”

Regulering påvirker agendaen

I flere år har internationale og regionale reguleringer påvirket og styret den teknologiske agenda, og det er også tilfældet inden for betalinger. Siden EU-direktivet PSD2 trådte i kraft i 2019 har det delvist styret udviklingen inden for betalinger og datahåndtering. Ifølge Søren Skov Mogensen er det først nu, PSD2 er blevet virkelig interessant og relevant for betalingsmarkedet:

“PSD2 er begyndt at blive særligt interessant for os nu, da det ikke længere kun er databeskeder med balancer, der er i fokus, men også likviditeten og dertilhørende transaktioner.”

Request-to-pay for konto-til-konto overførsler er et initiativ, som man begynder at se flere steder. Det betyder, at man vil kunne anmode om penge, ligesom på MobilePay, og overføre beløb i realtid. Søren Skov Mogensen mener, at denne type betaling vil vinde frem, og at mange lignende initiativer er blevet skabt herfra: “Vi ser bestemt, at request-to-pay initiativet vokser sammen med en lang række andre initiativer. Her er det vores rolle at binde infrastrukturen sammen for de regionale og internationale schemes, der opstår. Vi har allerede et samarbejde med P27, som er et partnerskab mellem flere førende banker i Norden, med det formål at skabe verdens første digitale platform, der vil give virksomheder og forbrugere mulighed for at foretage billigere realtids cross-border betalinger til hinanden.”

AML har også fyldt meget på agendaen de seneste mange år indenfor betalingsmarkedet. Det er dog den enkelte banks ansvar at kontrollere og styre, men Banking Circle tilbyder også services, som støtter kunderne på denne agenda. Søren Skov Mogensen forklarer:

“Vi kan ikke tage bankernes ansvar, men vi tilbyder et filter, der er baseret på AI, som kan give en ekstra sikkerhed til bankernes egne kontroller.”

Tech-medarbejdere er svære at få fat på

Den øgede digitalisering og automatisering har givet medvind til mange fintech-selskaber. For at kunne løfte opgaverne er der skabt et større behov for medarbejdere med solid forståelse for teknologi og finans. Ifølge Søren Skov Mogensen kæmper han og resten af branchen med at finde de rette kompetencer, men der er ikke nok at vælge imellem. “Særligt i et land som Danmark, hvor der er en hård kamp om talent, er det svært for os. Det er en afgørende del af vores succes, at vi finder de rette ressourcer.”

Blå bog: Søren Skov Mogensen, Chief Growth Officer, Banking Circle

  • Senior Vice President, Danske Bank
  • Senior Engagement Manager, McKinsey and Company
  • Løjtnant, Forsvaret.

Uddannelse

  • Cand.merc i Economics and Business Administration fra Copenhagen Business School.
- -

Kontakt os

Niels Larsen

Partner, Financial Services, PwC Denmark

Tlf: 2022 2033

Følg PwC