Få adgang til alle resultaterne af undersøgelsen om arbejdet med cybersikkerhed i dansk erhvervsliv.
Vi har dykket ned i resultaterne fra Cybercrime Survey – fx AI som værktøj og trussel, beredskab samt de nye regulativer.
Det er 10. år i træk, at PwC tager temperaturen på arbejdet med cybersikkerhed i dansk erhvervsliv og den offentlige sektor. Undersøgelsen viser, at temaet kun har fået højere prioritet, og bekymringen for cybertrusler fortsætter med at vokse i det danske erhvervsliv og den offentlige sektor. Hele 60 % af de adspurgte virksomheder angiver således, at de er mere bekymrede for de cybertrusler, de står over for i dag, sammenlignet med for 12 måneder siden, mens kun 1% er mindre bekymrede.
"Vi har set, at bekymringen for cybertruslen er steget støt de senere år, hvor digitalisering og afhængighed af teknologi gør organisationer mere sårbare over for komplekse og målrettede angreb."
Mads Nørgaard MadsenPartner, Head of Consulting, Direktør, PwC DenmarkUndersøgelsen viser desuden, at den stigende bekymring for cybertruslen knytter sig til den geopolitiske situation. Blandt de virksomheder, der udtrykker øget bekymring, angiver 79 %, at konflikten mellem Rusland og Vesten har indflydelse på deres bekymringsniveau. 40 % af virksomhederne fortæller, at de har implementeret nye cybersikkerhedstiltag som følge af konflikten. Disse omfatter både forebyggende foranstaltninger til at forhindre hændelser og beredskabsforanstaltninger, der styrker deres evne til hurtigt og effektivt at reagere, hvis de bliver ramt af et cyberangreb. På virksomhedernes liste over højest prioriterede investeringer inden for cybersikkerhed finder vi beredskab i top tre - kun overgået af awarenesstiltag.
PwC Cybercrime Survey viser desuden, at virksomhederne anser de organiserede kriminelle for en større trussel end tidligere, når det kommer til cyber- og informationssikkerhed. Således svarer hele 78 % i år, at organiserede kriminelle er blandt de største trusler mod deres virksomhed (mod 65 % sidste år). Det er de samme trusler, der fylder i trusselslandskabet som for 10 år siden, da PwC lavede surveyen første gang, men alle truslerne vægtes højere. Især fremgangen fra organiserede kriminelle er steget markant på 10 år.
Ifølge Cybercrime Survey fortsætter de danske virksomheder med at øge budgetterne inden for cyber- og informationssikkerhed. Således forventer 66 % af virksomhederne at bruge endnu flere midler på bekæmpelse af cyberangreb. Blandt dem, der forventer at øge budgettet, svarer 64 %, at de forventer at øge det med mere end 10 % over de kommende 12 måneder.
På listen over de højst prioriterede investeringer stiger AI markant. Således havde 12 % af virksomhederne AI blandt de højst prioriterede investeringer inden for cybersikkerhed i 2023, hvilket er steget til hele 25 % i 2024. Set over en tre-årig periode er der endvidere sket en femdobling. Ifølge undersøgelsen angiver 61 % af virksomhederne, at de enten anvender eller planlægger at implementere AI i deres cybersikkerhedsstrategier, hvilket er en stigning fra 43 % i 2023.
"Bekymringen for organiserede kriminelle grupper stiger, i takt med at disse aktører bliver mere sofistikerede og udnytter avancerede teknologier som AI og automatisering til at udføre komplekse cyberangreb"
Mads Nørgaard MadsenPartner, Head of Consulting, Direktør, PwC DenmarkPwC har for 10. år i træk taget temperaturen på arbejdet med cybersikkerhed i dansk erhvervsliv og den offentlige sektor. 463 topledere, sikkerhedschefer og fagspecialister fra den private og offentlige sektor har i perioden 1. maj til 20. august deltaget i PwC’s Cybercrime Survey 2024, som er gennemført online. Respondenterne har bidraget med deres indsigter om bl.a. investeringer, udfordringer og muligheder i arbejdet med cybersikkerhed. De har desuden vurderet det aktuelle trusselsbilledet og har rapporteret, hvordan og i hvilket omfang de arbejder med cyber- og informationssikkerhed.
Undersøgelsen er igen i år gennemført med opbakning fra Center for Cybersikkerhed, DI Digital, Finans Danmark, Dansk Erhverv, IT-Branchen, Dansk It, KITA, Rådet for Digital Sikkerhed, ISACA, Microsoft, DK Hostmaster og Bestyrelsesforeningen. Analysen bygger på onlinebesvarelser.
Peter Brock Madsen
William Sharp
Kenneth Studsgaard Pedersen