Beredskab er på kort tid blevet et nøgletema i Danmark. Regeringen oprettede i august et nyt Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, og tidligere på sommeren udsendte Beredskabsstyrelsen “Forberedt på kriser” med anbefalinger til danskerne om at forberede sig på krisesituationer.
Hos de danske myndigheder og i regeringen er der øget fokus på beredskab i det danske samfund, hvilket bl.a. skyldes den geopolitiske uro med krig i Ukraine og i Mellemøsten, cybertrusler og vejrrisici. PwC har i samarbejde med Epinion undersøgt, hvordan danskerne ser på risikoen for kriser, deres tillid til de offentlige myndigheder i forbindelse med en krise samt hvor godt de selv er forberedte.
PwC’s tillidsmåling viser, at flertallet af danskerne (65 %) er helt eller delvist enige i, at risikoen for krisesituationer i Danmark er stigende.
Ser vi nærmere på danskernes konkrete bekymringer for krisesituationer, topper cyberangreb og naturkatastrofen listen. 44% af danskerne fortæller således, at de i høj eller i meget høj grad er bekymret for cyberangreb, der kan lamme kritisk infrastruktur (fx. energi eller sundhed). Denne bekymring er omtrent på samme niveau på tværs af alle aldersgrupper. Ca. hver fjerde dansker er bekymret for, at der kan opstå en naturkatastrofe i Danmark inden for de næste tre år.
Selvom flertallet af danskerne ser en øget risiko for krisesituationer, er det aktuelt færre end hver tredje, der har forberedt sig til at håndtere en krise i mindst tre døgn, som de danske myndigheder anbefaler. Tallene skal desuden ses i lyset af, at 64 % af danskerne er helt eller delvist enige i, at det er vigtigt, at man selv forbereder sig på at kunne håndtere en krisesituation.
I aldersgruppen 56-80 år fortæller 43%, at de har forberedt sig på en krisesituation, mens det blot er 20% blandt danskere mellem 18 og 34 år. 32% af danskerne fortæller, at de ikke har planer om at begynde at forberede sig på krisesituationer inden for de næste 12 måneder.
Undersøgelsen viser desuden, at danskerne generelt har tillid til myndighedernes evne til krisehåndtering. 62 % af danskerne er således helt eller delvist enige i, at de har tillid til, at myndighederne kan håndtere en krisesituation effektivt. Tilliden til myndighederne er stærkest blandt kvinder i alderen 56-80 år. Her er 73 % helt eller delvist enige i, at de har tillid, at myndighederne kan håndtere krisesituationer, mens det blot gælder 53 % af mændene i alderen 35-55 år.
For at bidrage med indsigt om danskernes aktuelle beredskab og deres tillid til krisehåndteringen i Danmark har PwC i samarbejde med Epinion gennemført en spørgeundersøgelse. Undersøgelsen er gennemført i perioden 8.-18. oktober 2024 og er baseret på svar fra 1.518 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18-80 år.
Henrik Kragh Møller
Partner, Marketing, Communications & Corporate Sustainability, København, PwC Denmark
3945 3579