2023 var et relativt stille år, hvad angår IPO markedet i de nordiske lande.
PwC’s analyse af det nordiske marked for børsnoteringer viser, at der i 2023 var 21 IPO’s eller direkte noteringer (direct listings) på de nordiske markeder, der tilsammen rejste euro 901.3 mio.
I 2022 var der 80 IPO’s eller direkte noteringer, der tilsammen rejste euro 2,087.7 mio.
Analysen dækker regulerede markeder og multilaterale handelsfaciliteter i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.
I Danmark er der to markedspladser, Nasdaq Copenhagen, Main Market og Nasdaq First North Growth, Denmark. I 2023 var der fem noteringer på Nasdaq Copenhagen, hvoraf to dobbeltnoteringer ikke tæller med i statistikken over IPO’s og direkte noteringer.
I 2024 har der hidtil været én børsnotering på Nasdaq Main Market Stockholm og én børsnotering på Nasdaq First North Growth Market Stockholm. Vi oplever, at flere virksomheder er begyndt at forberede sig på, at fremtidige børsnoteringer potentielt kan eksekveres i løbet af 2024.
For 2024 er der i de nordiske lande en forsigtig optimisme om, at markedet for børsnoteringer vil komme sig. Centralbanker har kommunikeret, at inflation og renter i øjeblikket har nået deres højdepunkt, volatiliteten er fortsat lav, og værdiansættelserne fortsætter på et forhøjet niveau. Derudover vokser pipelinen af virksomheder, der planlægger en børsnotering.
Usikkerhed, som følge af øgede globale politiske spændinger er dog stadig et problem. 2024 er et stort valgår i nogle af verdens største økonomier, hvilket kan påvirke den globale økonomi og dermed også have effekt på IPO-markedet i Norden. Forventningen til 2024 er, at vinduerne for en succesrig notering er begrænsede. Derfor er det klogt at være velforberedt og klar til at handle hurtigt, når en mulighed byder sig.