24/03/21
Som vi tidligere har beskrevet her indgik et bredt politisk flertal aftale om at udbetale de resterende 2 ugers indefrosne feriemidler. Det betyder, at lønmodtagere kan få udbetalt de sidste 2 uger af deres indefrosne feriemidler fra ultimo marts 2021. De lønmodtagere, der endnu ikke har hævet deres feriemidler, kan hæve de 5 uger på én gang.
Loven, der fastsætter de nærmere betingelser for udbetalingen, blev vedtaget medio marts 2021, og lønmodtagere forventes således at kunne ansøge om udbetaling af de resterende feriemidler fra ultimo marts 2021 indtil 31. maj 2021. Der vil i særlige tilfælde være mulighed for dispensation fra ansøgningsfristen, hvilket eksempelvis vil kunne være tilfældet, hvis arbejdsgiver indberetter for sent.
Det har ikke betydning for arbejdsgiveres forpligtelse til at indbetale feriemidler, hvis deres medarbejdere ansøger om udbetaling af feriemidlerne. Feriemidlerne skal således fortsat indbetales til Fonden for Tilgodehavende Feriemidler, når de forfalder til betaling, dvs. når den enkelte lønmodtager forlader det danske arbejdsmarked.
Den førtidige udbetaling af feriemidler har dog betydning for arbejdsgivers forpligtelse til at foretage ændringer i indberetningen af feriemidler. Hvis en medarbejder har fået førtidig udbetaling af sine feriemidler, skal virksomhedens eventuelle ændringer i indberetningerne nemlig ske senest 28. februar 2022. Hvis medarbejderen ikke har fået udbetalt alle indefrosne feriemidler, kan virksomheden ændre i indberetningerne frem til juni 2025. Arbejdsgiverne hæfter for fejlindberetninger, der ændres efter, at arbejdsgiver i foråret 2022 ikke længere vil kunne reducere indberetningerne.
Det er forventningen, at hovedparten af indberetningerne ikke vil blive ændret, når arbejdsgiver og lønmodtager har været hørt i løbet af januar-februar 2021.
Arbejdsgiverne skal betale indeksering af midlerne svarende til lønudviklingen for den periode, hvor arbejdsgiverne beholder midlerne i virksomhederne, og dette ændres ikke med den nye lov. Det betyder, at i den periode, virksomheden ikke har haft mulighed for at indbetale feriemidler, fordi indbetalingsløsningen i virk ikke har været klar til dette, vil virksomheder fortsat blive pålagt en indekseringsforpligtelse.
Du kan læse mere om de indefrosne feriemidler og dine forpligtelser som arbejdsgiver på virk.dk.