Husk fristen for indberetning af medarbejderaktier

#
  • 11/12/24

Er aktier eller anparter en del af jeres medarbejderes kompensationspakke? Så har I pligt til at sørge for at indberette erhvervelsen af aktierne korrekt til Skattestyrelsen senest den 20. januar i året efter erhvervelsen.

 

I praksis bliver indberetningspligten ofte overset, og konsekvenserne kan, foruden bøde til arbejdsgiver for manglende indberetning, betyde fejl på medarbejderens personlige årsopgørelse med et dertilhørende større oprydningsarbejde for både arbejdsgiver og medarbejder.

Der skal årligt foretages indberetning til Skattestyrelsens eKapital-afdeling af aktier, som medarbejdere har erhvervet som led i deres ansættelse - den såkaldte “AKSA indberetning”. AKSA indberetningen er en yderligere forpligtelse, som kommer ud over den løbende indberetning, der skal foretages til eIndkomst for visse former for aktieløn.

Formålet med indberetningen er at gøre Skattestyrelsen bekendt med en række detaljer om de aktier, som en arbejdsgiver overfører til en medarbejder, så Skattestyrelsen har de nødvendige oplysninger i forbindelse opgørelse af gevinst og tab ved senere salg. 

Hvilke former for aktieløn skal der indberettes om?

Indberetningspligten er meget bred og gælder uanset, om medarbejderne har modtaget aktierne gratis eller gennem en købe- eller tegningsret, som er modtaget fra arbejdsgiver. Det har heller ikke betydning, hvorvidt aktierne er børsnoterede eller ej, eller om der er tale om aktier i udenlandske selskaber. Indberetningspligten gælder også selv om den pågældende medarbejder ikke er skattepligtig i Danmark.

Afgørende er blot, at medarbejderen har modtaget aktier eller købe-/tegningsretter til aktier gratis eller mod betaling af et beløb, der er lavere end markedsværdien. Det er uden betydning, hvilken betegnelse, der i øvrigt anvendes (RSU’er, PSU’er, Stock Options, warrants mv.). 

Indberetningspligten gælder også, selvom aktierne er omfattet af de særlige regler i ligningsloven § 7P. 

Hvis medarbejderen får aktier eller købe- eller tegningsretter af sin arbejdsgiver som følge af, at medarbejderen har købt andre aktier i selskabet i almindelig handel, så skal arbejdsgiver også indberette dette køb af aktier. Det betyder, at der for selskaber, der opererer med såkaldte "matching shares", kan være en indberetningsforpligtelse, allerede når medarbejderne køber de aktier, der senere bliver matchet - uanset, at der købes aktier i almindelig fri handel.

Hvem har ansvar for indberetningen?

Pligten til at foretage indberetningen påhviler som udgangspunkt arbejdsgiver, men hvis medarbejderne modtager aktier i et andet selskab end det, hvori de er ansat, afhænger det af selskabets forhold og typen af aktieløn, hvem der har pligt til at foretage indberetningen.

Det er ikke muligt at aftale sig ud af indberetningspligten ved at aftale, at medarbejderen selv skal sørge for at indsende alle oplysninger til Skattestyrelsen.

Hvad skal indberetningen indeholde?

Indberetningen skal indeholde en lang række oplysninger om både medarbejderen, den modtaget aktie, skattemæssige anskaffelsessummer samt hvilke regelsæt, der regulerer aktielønnen. Det kan hurtigt komme til at virke uoverskueligt at få et overblik over de relevante oplysninger, da meget afhænger af både arbejdsgivers og medarbejders forhold, samt hvordan aktielønnen i øvrigt er blevet behandlet skattemæssigt.

Der skal foretages indberetning for hver medarbejder og for hver erhvervelse af aktier, der har været i løbet af året.

Hvornår er der frist?

AKSA indberetningen har deadline den 20. januar i året efter erhvervelsen.

Hvor kan vi finde hjælp?

Du er velkommen til at kontakte vores faglige eksperter, hvis du har brug for hjælp til AKSA indberetningen, eller hvis du er i tvivl om, hvorvidt pligten også gælder i din virksomhed.

Overvejer I at etablere aktieaflønning i jeres virksomhed, eller er I i tvivl om, hvorvidt den løsning, I bruger i dag, er den rigtige, kan I læse mere om vigtigheden ved at vælge det rigtige set-up her, og I kan læse mere om beskatningen af forskellige former for aktieløn og andre personalegoder i PwC’s publikation, personalegoder

Kontakt os

Claus Høegh-Jensen

Partner, Tax, København, PwC Denmark

2366 3918

E-mail

Lasse Muff Højbjerg Jensen

Senior Manager, Tax, København, PwC Denmark

2028 0516

E-mail

Christian Krogh

Senior Tax Associate, PwC Denmark

3110 7651

E-mail

Mie Weirum Engkebølle

Senior Manager, København, PwC Denmark

3945 3604

E-mail

Følg PwC